Hvem er mine venner, dér, der hænger på væggen og griner
kan det være at de? … nej, jeg tror det ikke, jeg tror slet ikke
at, altså at, at jeg ville kunne skelne hvis jeg skulle, , hvilket jeg
heldigvis ikke skal, lidt ligesom når man tvinges til at mærke
om den pige man elsker med, også er en man kan elske. Sådan
på lang sigt. Hvad det så end indbærer af overvejelser om, hvad
kærligheden kunne være fornen tosset størelse. Så er der en fra
sidelinien der siger, at jeg bare skal mærke efter, og jeg spørger
så igen, bare for at give igen, om du tror at mine nære relationer
ville være klar på konsekvenserne af en sådan mærken efter. Det
er vel netop når det lykkedes at overskride et indvortes, fysisk
ubehag ved et menneskekendskab og lader sit nærvær aflede af
dette trods, at man kan tale om at være en sand ven, ja sådan ser
det ud på overfladen af alle sociale relationer findes der det dybe jeg
og dig, i alle hensender ikke til at arbejde med som en skygge fra
tonstunge socio-kulturelle sten man slæber rundt på og bilder een
ind at der er mere mening i at mærke efter. Venskabsforhold og
kærlighedsrelationer ligner altså i alle disse henseender litteratur,
hvis du, min kære læser, kan læse mine læber og følge mit ekko?