^*

Udgivet af lewn

Kærligheden er en konstruktion!

– interview med Anna ”Morgenstjerne” Jensen.

Jeg møder Anna ”Morgenstjerne” Jensen på en café i det indre København. Hun er en flot pige, som hun sidder dér og ryger på sin lange cigaret. Hun er klædt i sort. Håret sidder, der er tjek på tingene. Vi har en aftale om ti minutter, og hun ved ikke, hvordan jeg ser ud, så jeg kan i al ubemærkethed sætte mig og iagttage hende. Hun skriver SMS’er på sin Motorola, og drikker sin Ginger Ale i små afbrudte slurke. Anna ”Morgenstjerne” Jensen er kendt fra det københavnske undergrundsmiljø indenfor performance, digte og dans – og særligt i sammenspillet mellem disse kunstformer, hvor hun eksperimenterer sig frem til en stærk hybridform. Jeg har bl.a. set hende optræde på Klub Argot, hvor hun reciterede digte, mens hun dansede. Det var interessant, at se hvordan hun kunne få de to eller så forskellige udtryk til at smelte sammen i en flammende helhed. Jeg tager mig sammen, rejser mig, og går over til hendes bord. Det er dig der er Morgenstjerne, ikke? Og interviewet er i gang. Hun bekræfter. …

Hvordan er det at være kunstner i dag? Det er fedt, fortæller hun, rigtigt fedt. Der er en tendens til, at – især – de unge kunstnere beklager sig over, at det er hårdt, og at tiden er imod dem. Men det er bare fordi de ikke har noget talent. At de ikke tør satse butikken. Hvis man ikke tør det, så er det klart, at det er svært. Hvis man gør det for at blive til noget anderledes, så støder man hovedet mod en, ja hvad skal man sige, en åben dør. Hun lever op sit tilnavn. Hun taler i korte skarpe sætninger. Det er ikke en dame, man har lyst til at lægge sig ud med. Jeg spørger ind til, hvordan hun har fået sit tilnavn, og hun fortæller, at det ved hun ikke. Det opstod bare. Man taler om, at Anna tilhøre den såkaldte nutidsgeneration, og det prøver jeg at spørge ind til.

Føler du et tilhørsforhold til dine jævnaldrende, er du en del af en generation?

Dengang jeg var lille, legede jeg altid i mit sommerhus, men aldrig med mine jævnaldrende. Jeg legede med min bedstefar. Han havde en hund, en kat og en båd. Så sejlede vi alle sammen ud, og han fortalte historier, og fandt på sjove ting. Engang hoppede katten over bord, og vi hoppede alle efter den. Men vi kunne ikke nå at redde den. Sådan har jeg det også i dag. Jeg er en fighter. Men jeg kæmper bedst alene. På mange måder er jeg ligesom katten var dengang. Jeg hopper bare ud i det. Så på den måde kan man vel ikke sige, at jeg er en del af noget andet. Men det er klart, vi lever alle på samme tid, og bevæger os de samme steder. Men at tale om en nutidsgeneration er åndssvagt, og det er kun et spørgsmål, der kan interessere kulturformidlere. Hun vrænger, da hun siger det sidste ord.

Så fik jeg den. Jeg må hellere skifte spor. Jeg prøver at få hende til at karakterisere sin kunst, og hun kommer med en bemærkning om en reggaetype, der går forbi på gaden. De er sådan nogle chauvinister, konstaterer hun, og svarer på spørgsmålet. Mange af mine værker handler om at kærligheden er en konstruktion, begynder hun, og det er noget jeg længe har arbejdet med. Kærligheden, som i parforholdet f.eks., opfattes som naturgivent, men det er en fejltagelse, der begrænser os i vores adfærdsmønstre, og dermed også i vores kropslighed. Men hvis jeg skal forsøge at komme nærmere et svar på dit spørgsmål, siger hun, så bevæger jeg mig på grænsen mellem mimen og monolog – det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre. Hun illustrerer med armene, hvor langt der er imellem de to kunstformer. Det foregår på to planer. På et tematisk plan, hvor jeg forsøger at mime tiden, og kommenterer den med udgangspunkt i mig selv. Der er et spændende sammenstød. På det andet plan foregår det helt konkret. Med kroppen og med stemmen. På den måde kan det lade sig gøre, så at sige, at tale i munden på sig selv. Hun er ved at have talt sig varm. Jeg kan ikke helt følge med. Vi sidder ved bordet, tæt på vinduet, så vi både kan se os selv, og se ud på gaden. Sådan er det også med Anna ”Morgenstjerne” Jensen, tænker jeg.

Hvis du skal beskrive dig selv med fire ord, hvis du skulle have fire egenskaber med på en øde ø, så at sige, hvilke skulle det så være? Hun tænker ikke længe før hun svarer. Kynisk, kærlig, åben og hårdcore kropsfeminist. Hun siger det med en let ironisk undertone. Jeg var på arbejdsformidlingen, fortsætter hun, der skulle vi også finde frem til, hvilke træk der karakteriserede os bedst. Bagefter skulle vi gå hjem og tænke over det. Det gjorde jeg så, men vi skulle ikke bruge det til noget. Hvis man har blik for det absurde, så er der rigeligt af det for tiden, det er det jeg bruger, når jeg laver min kunst. Vi har talt – mest hende – i en halv time, og hun begynder at blive rastløs og fjern i blikket, distræt. Jeg beslutter, at jeg har fået hvad jeg kom efter, og takker for snakken. Det var et anderledes langstrakt øjeblik, griner hun, da jeg er på vej ud af døren.

LE


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *