Udgivet af lewn

Himlen er grå, men vores frakker er mørke,
men vi kører i den hvide metro, der skærer
gennem jorden i et gråt rør.
Snart slynger metroen sig helt ud til Kastrup:
Snart er metroen en del af os, ligesom himlen er det.

Du siger, jeg ligner en Schiele-komposition:
Du er ikke den første, der bemærker det.

Jeg påpeger, at farverne ikke passer.
Du siger, at forskellene er løgne,
som har potentiale til at vokse til en stat.

Jeg spreder min lange- og pegefinger:
Holder hånden for ansigtet og ser dig gennem den.

Metroen standser ved Nørreport, og vi stiger ud
og blander os med de andre mennesker:
De har ikke har set os. Vi tager rulletrappen op.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *