3

Udgivet af lewn

Nå, men sagerne går ikke anderledes end at demoen forløber og det fredeligt. Kun få råber med på slagordet; ‘HVAD VIL VI HA? – SYG FORNUFT’. Der kommer 5.561 demonstranter, hvorfor man alligevel kan tale om en succes. Senere på aftenen er der dog to sammenstød mellem fragmenter af ånden fra 69 og en blanding af familier for fred (en organisation som både selvglæden og virkeligheden støtter) og politiet. En poltimand, der har forbindelser helt op i helvedet, får en brosten på armen, som brækker, mens det lykkes for familier for fred, at klapse de mest forstyrrende dele. Uroen, der dækkes tæt af TV NEWS nye gyrokopter og fem praktikanter, bliver i morgendagens medier sammenlignet med Irak-tilstande. Det er guf for den demokratiske fundamentalisme, der straks kræver, at alle, der ikke har gjort det, tager afstand fra ånden fra 69, der hurtigt kan se sig fuldstændig isoleret. ‘I et demokrati må kampen føres med ord og argumenter og ikke vold og uorden’, udtaler han til Jyllands-Posten, men den læser ånden fra 69 ikke. Ånden fra 68 deltager ikke i den efterfølgende heftige debat, om hvem der bærer ansvaret for de uopdragne unge.

Hvad ingen ved er, at ånden fra 68 i al ubemærkethed har penetreret selvglæden – ånden fra 68 har altid været splittet mellem på den ene side sin oprigtige idealisme og på den anden side sin lyst ved magten, hvorfor hun uden at være klar over det bliver tiltrukket af alt, der starter med selv-: selvfedme, selvransangelse, selvbevidsthed, selvfølgeligheder, selvforherligelse og altså også selvglæden. Det er en slags ubevidst forsøg på at lukke gabet mellem disse uforenlige drifter, som dog aldrig lykkedes helt. Når splittelsen er allerværst hører ånden fra 68 Bob Dylan på B&O-anlægget og fyrer en fed. Det hjælper altid og når naboerne klager glæder hun sig over, at hun ikke helt har mistet sin kant.

Selvglæden er selvfølgelig ikke klar over, at han bærer på en parasit. Tværtimod ser selvglæden ånden fra 68 som den største forhindring for sin egen himmelfart og som sin væsentligste modstander i den offentlige ring, ja som en større modstander end sine egne partifæller, hvilket sandt er sige er rigtigt. Men det på en helt anden kropsnær måde, end han selv er klar over. Selvglæden er i parentes bemærket nevø (årgang 1971) til ånden fra 68, hvilket ikke gør sagen mindre kompliceret. Når der er påskefrokost i familien, skal selvglæden altid forsøge at vippe ånden fra 68 af pinden, som den der styrer samtalen, men altid uden held, da han tager alt alt for personligt. De ligner i virkeligheden hinanden utroligt meget.

Selvglæden er for kapitalismen og demokrati og økologi og mod topskatten.

Ånden fra 68 er mod kapitalismen og for demokrati og økologi, og er splittet overfor topskatten.

Topskatten på sin side interesserer sig ikke for politik.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *