Katrine gider ikke pille mere ved

kontrakterne. Hun har besluttet, at de

skal gælde, og så er der ikke mere at

diskutere, så er der ikke mere at tage

op til revision. Hun er betuttet ved

udsigten til, at det kan være

anderledes end det er, fordi det

allerede er så godt, som det kan blive,

som det nogensinde har været. Hun

siger, hun er lykkelig og er det. Hun

siger, at hun ikke kan tage andres

lidelse på sig, og det kan hun ikke. Hun

påpeger, at hun ikke har en kerne, at

det kun er i forhold til de andre, at hun

bliver noget for sig selv. Til tider føler

hun sig ensom, og det er fordi, at hun

er det. Hun har svært ved at være

noget i sig selv, men det er også fordi,

det er umuligt. Jeg har ikke noget med

hende at gøre. Katrine har prøvet lidt

af hvert, og hun prøver lidt af hvert.

Hun er ikke bange for at tage ansvar,

hun kan godt tage et ansvar, og det gør

hun også på sin egen måde. Hun siger

til sig selv, at hun tager ansvar for sig

selv. Der er ikke nogen, der skal

komme og fortælle hende, hvordan hun

skal leve sit liv. Hun sætter sin hat,

som hun vil. Revisoren påpeger, at

kontrakterne, hvis de står til troende,

som de står, med tiden vil blive

ugyldige, at tiden vil indhente dem, at

han ikke kan stille noget op, hvis

Katrine ikke er villig til at ændre i

formuleringerne. Det, der er galt, er, at

vi står i brydningstid, hvor det ikke er

muligt at regne sig frem til, hvordan

verden ser ud i morgen. At det, vi

finder vigtigt i dag, ikke vil være det i

morgen. Den blå farve er en farve, der

vil tage mere gul i sig. Universet er

stort og mægtigt og tager ikke hensyn

til menneskenes drømme. Det er en

anke – ikke Gud. Den tid kommer for os

alle, hvor vi bliver ædt af ormene, hvor

vi bliver lagt øde, hvor vi forsvinder, og

så kan vi ikke længere være noget for

hinanden, for så er vi væk. Det er en

grim sag, der for de fleste er svær at

acceptere og med god grund. Men der

er ikke noget at gøre. Der er ikke noget

at stille op. Spørgsmålet for Katrine er

også, hvad hun vil i denne velfærdsstat,

hvor få har for meget og færre for lidt.

Om hun har ambition på velfærdens

vegne. Hun mener, at der skal være

flere offentligt-private partnerskaber,

fordi erfaringerne viser, at det er

muligt at kombinere det bedste fra de

to måder at organisere arbejdet på, at

der opstår gensidig befrugtning, som

kan hjælpe velfærdsstaten til at blive

en global vinder, at man skal udnytte

de potentielle synergieffekter, der er

mulige. Men, hvad man skal stille op,

er svært, når man skal dø. Spørgsmålet

er, om Katrine tror på velfærdsstaten,

når hun drømmer om natten. Det er

ikke godt at vide, for den er svær at

forholde sig til, den er abstrakt, når

man har sit eget på det tørre og andre

mennesker ude i verden lider. Det har

Katrine f.eks., og hun lider ikke rigtigt.

Ikke i forhold til dem, der skal kæmpe

for at overleve. Der skal slå ihjel for at

overleve. Fremtiden ser lys ud for

Katrine. Når alt går vel, vil det hele

flaske sig, og hvorfor skulle det dog

ikke det? Der er meget, der peger på,

at revisoren har ret, når han rynker

panden. Det er ikke naturgivent, at

Danmark bliver en global vinder, og det

er ikke naturgivent at freden i vores del

af verden vil blive opretholdt i de

nærmeste fremtider. Verden kan blive

til meget forskelligt, men den er svær

at styre, fordi mennesket må agere i

komplekse systemer, hvis det vil undgå

krigene, som historien er så fuld af.

Men, der er krig, ved vores grænser.

Det er heldigt at vi har flyttet vores

grænser ud af lokalområdet. Vi fører

krig på andres vegne. Vi slår ihjel uden

domstol, og som mange påpeger, så er

selv Taleban en del af Afghanistan.

Verden er ligeså svær at blive klog på

som vejret. Jeg har solpletter for

øjnene, mens jeg knepper Katrine. Hun

taler om kontrakterne og

kontraktpolitiken og kaosteorierne og

kønsforestillingerne; mellem sine støn

er hun en lille pige. At trække det

tungeste læs kan gøre et menneske

lykkeligt. At trække det længste strå

kan give et menneske mening. Kroppen

fungerer dårligt i dagens samfund. Det

er derfor Katrine træner så meget, som

hun gør. Hun tager bilen ned til Fitness

to gange om ugen, og så kører hun

motionscykel og ror og løber på

løbebåndet. Det er der ikke noget galt

i. Det er ikke en grund til at få ondt i

røven. Det er ikke mere mærkeligt, end

når FOA kræver sine medlemmers

sundhed skrevet ind i overenskomsten.

Det er kun rimeligt, at de

arbejdsgivere, der slider sine

medarbejders kroppe ned, bruger

nogle resourcer på at vedligholde

medarbejdernes kroppe. Det er en win-

win-situation. Revisoren sidder ved

siden af sengen og spiller pik. Det er en

win-win-win-situation. Revisoren og

Katrine lever sig selv ud, mens jeg får

lov at kneppe Katrine, og det kan jeg

godt li. Det giver mening for mig, og

det giver mening til Katrine, og det er

meningsfuldt for revisoren. Man skal

passe på med at reducere revisoren til

sin funktion. Han er så meget mere. Sin

krop f.eks. Denne sentimentale

modernisme. Denne sentimentale

realisme. Disse sentimentale danskere.

De tror, at de har fat i den lange ende,

og det har de også på mange måder,

men de bliver totalitære i betrækket,

når de glemmer, hvad det der, der

konstituerer den lange ende. At livet

ikke handler om at grave sig så dybt

ned i smørhullet, at man bliver kvalt, så

kroppen rådner og forurener smøret.

Hvor kom jeg fra? Krigen i Afghanistan

giver mening, når man oplever små

piger fortælle om, hvad de har lært i

skolen. Det forstår Katrine godt, og hun

forstår godt, at det er svært entydigt at

afvise krigen. Billedet er mere

kompliceret end som så, siger hun og

har ret. I virkeligheden har vi ikke brug

for olie til vores transportmidler. Vi kan

bruge biobrændstof og atomkraft og

meget andet i stedet. Alle brændstoffer

har deres egne problemer indbygget,

men vi bliver nød til at finde en løsning,

og det er revisoren sikker på, at vi gør.

Han er straks mere bekymret, når han

tænker på alle de produkter, vi

omgiver os med i hverdagen, der har

olie som basis, som

petrokemiindustrien står bag. Du vil

blive overrasket over, hvor få ting det

er muligt at skabe uden olie. Hvis man

ved årtussindeskiftet havde fortalt

økonomerne, at olieprisen ville stige til

et stabil niveau omkring 60$ tønden,

ville de havde slået korsets tegn og

spået de vestlige økonomiers

undergang. Sådan er det ikke gået, og

sådan vil det ikke gå. Vores del af

verden er fyldt med mennesker som

Katrine og revisoren, der vil sikre, at

vores samfund fortsat kan bestå. Det er

jeg på sin vis glad for, for så er jeg fri

for at bekymre mig om denne del af

verden. Forskellen på såkaldt realisme

og såkaldt smal litteratur findes i

referencerammen. Den er grundet i, at

mennesket har svært ved at forstå, at

andre mennesker kan opleve deres

virkelighed som mere virkelig end

andre mennesker, der oplever, at deres

verden giver mening og som derfor

ikke kan forstå, at andre mennesker

mener, at de har fået verden forkert i

halsen, andre mennesker, der gerne vil

fortæller verden om verden, sådan som

den er.