Vælg en side

Jeg kan ikke kræve mindre af verden, end den allerede giver mig. Sagerne står stille i sommerheden, men det er okay. Jeg stiller mig tilfreds med at følge med i menneskenes ageren, og derfor har jeg også planer om at leve længe. Det er dumt at investere på baggrund af rene makroøkonomiske iagttagelser, men det er også dumt at ignorere dem. Heldigvis har jeg ingen penge i overskud, hvorfor jeg arbejder for at leve, og det finder jeg såmænd herligt ærligt. Jeg nyder løgnen mere end sandheden, men er for godt opdraget til at gennemføre den. Det står efterhånden klart, at det ikke er en mulighed at gå på kompromis, men det er bare noget, jeg skriver. Jeg har svært ved at være ubekymret, og sommeren hjælper ikke på det. Alle foretrækker at være sammen med mennesker, der ikke stiller spørgsmåltegn ved socialiteten, som smører socialmaskinen, og det kommer ikke mig til gavn. Jeg arbejder med min attitude for at gøre den mere enigmatisk. Man kompenserer for det meste og mindste. Hvis jeg skal være ærlig, er der langt mellem snapsne, når det kommer til digte, men det er også derfor det er så fantastisk, når det lykkedes, men også baggrunden for, at idéen om digtet må opløses i sprog. Tsktsk. At det lyriske handler om fortættethed er en udbredt myte. Det handler – ligesom journalistik – om at frame, men objektet er bare ikke virkeligheden. Det er det, der er forskellen. Jeg foretrækker digte, der er spændt op (til lir f.eks.) og ikke vil sige andet, end det, der ¤¤¤¤. Og giver plads til den kropslige erfaring af at være menneske. Det er derfor, at intellektuelle digte er så kedelige. De giver ikke plads til læserens krop.