Virkeligheden, den demokratiske fundamentalisme og selvglæden er tilfredse med sagernes udvikling. Især er selvglæden særdeles tilfreds, da udviklingen har givet anledning til mange klap på ryggen. Således har Nyt Parti igennem sin første levetid erobret ikke mindre end 17 avisforsider, 42 indslag i de billedbårne medier og været genstand for 11 meningsmålinger (der for det meste viste, at folk igen kunne opleve politik som sport) og 25 ledere. Ved det første folkemøde i Kongens Have i København var fremmødet over al forventning (hvilket især den demokratiske fundamentalisme satte pris på, selvom han havde det svært med pøbelstemningen, men som han sagde: ”de er også en del af demokratiet”) – men så spillede den folkekære syngensangskriver Erasmus Røhn også. Han blev bagefter spurgt om det ikke var et problem, at han to uger forinden havde spillet ved en manifestation af ånden fra 68 og 69, hvilket han blot rystede på hovedet af, så kinderne svingede. ”Jeg går ind for politik, men sådan, at jeg ikke vælger side. Der er altid to sider af enhver sag. Jeg elsker alle. Desuden er det altid rart at blive set af mange mennesker”. Erasmus Røhn var ikke bange for at spille sine ørehængere igen og igen, og spillede derfor sine to hits ”Pizzasex og Der Er Grønnere På Den Anden Side” to gange. Resten af repertoiret var nemlig til at overse, og der var jo ingen grund til at kede publikum.

Kun Information er i begyndelsen kritisk overfor Nyt Parti og fløder derfor over af ledere, læserbreve, kommentarer, klummer, kronikker, notitser, reportager, stemningsbilleder og analyser, der påpeger, at der intet nyt er under solen, at kejseren er nøgen, at Nyt Parti er et mediestunt. Men det er ikke sandt. Nyt Parti findes i virkeligheden. Snakken går blandt folket, at Nyt Parti er starten på en revolution af det politiske system. Men det er heller ikke sandt. Det er ingen revolution.

Efter den første bølge af begejstring har lagt sig begynder der at gå mudder i samarbejdet mellem de tre partistiftere og alle deres nye medlemmer. Medlemmerne har nemlig alle deres helt egen idé om, hvad Nyt Parti står for. Trekløveret beslutter derfor, at det er dem og ikke medlemmerne, der bestemmer – i hvert fald indtil efter valget. ‘Først skal vi genetablere demokratiet i sin sande form, og når det er lykkedes, så skal i være hjerteligt velkomne til at blande jer’, forklarer den demokratiske fundamentalisme medlemmerne ved et pressemøde, hvor kun journalister, der sætter pris på udenlandsk øl er inviteret. Medlemmerne består hovedsageligt af joggersegmentet, børnefamilie-på-Østerbro-segmentet, innovative erhvervsledere (også fra Jylland!) og modige forfattere. Forfatterene, som der i virkeligheden kun er en af, men han fylder meget, har deres helt egen dagsorden, der går ud på at genetablere forfatterstanden, som den, der ved bedst. Man siger godt nok, at man ikke vil moralisere, at man ikke vil slå folk oven i hovedet med deres dumhed. Men som ofte, så dækker det over (og det er man ikke selv klar over), at man mener, at man selv (i modsætning til de kulturradikale og deres patroniserende tænkselvpædagogik) er i stand til at fortælle folket, hvordan tingene hænger sammen uden at tale ned til det. Desuden mener man, at der er på tide at forherlige Den Almindelige Dansker og lukke munden på alle dem, der hellere vil rive ned end bygge et solidt fundament under normaliteten.