Så absolut lader afvisningen næppe tale sig på plads, blot fordi den allerede på forhånd har indbudt til dans, så der danses, så gulvene gynger. Næppe blotter sig i sorg, altså, jeg lader det blottede bryst betragte, som en form for forankring i mennesket i sig. Men mennesket har allerede forladt bygningen i frihed. Et smil på læben. En rose langsomt i vrid mod jorden. Barske skyer i dag. Blide ærinder: Performativ anerkendelse. Må jeg så være her! Jeg kan more mig over fornærmelsen, jeg kan finde glæde i små stik. Jeg gør det med glæde. + hvorfor denne handling. Det virker uforståeligt. Klart. Jeg får virkelig lyst til at citere … Deluze måske. Nej for søren. Blandt den yngre ungdoms helte må der ledes. Starcraft. Rage. Kasparov. Sådan var det virkeligt.