Jeg har erfaret, og jeg har erkendt, at dagene er forsvindende, og det gør mig rimelig bange. Det er banalt men virkeligt. Det er også alment, og det er ok, når nu det ikke kan være anderledes, og det kan det ikke. Jeg befinder mig midt i dagen, men har gemt mig indenfor. Jeg har gemt mig indenfor, men virker alligevel tilstede i flere sammenhænge, men det er jeg ikke. Jeg er altså fanget i sætningens agent, hvilket gør mig i udstrakt grad til den handlende, men også til den, der blot er funktion af syntaksen, og hvor kommer så den fra?  Det er store og svære spørgsmål. Jeg foretrækker at forestille mig, at det er det samme med f.eks. statsministeren, der netop blot er fanget i en syntaks, og derfor hverken er god eller mindre god. Han er en funktion (selvom han også er agent) og kunne derfor være hvemsomhelst, og er derfor uden betydning. Derfor forestiller jeg mig, at jeg har mere magt end statsministeren, fordi jeg ved dette. (…) Jeg lider af store tanker om mig selv, som jeg ikke lever op til. Selvom jeg spiller over niveau i denne skakturnering, men det betyder ikke, at jeg er en stor skakspiller. Jeg er netop blot en middelmådig skakspiller, og sådan er det også med tankerne.