Vælg en side

Når jeg ikke har andet at lave, så prøver jeg at indhente mig selv på universitetet. For tiden betyder det, at jeg kan gå i gang med at skrive sådden en længere litteraturhistorisk opgave, som kan dreje sig om snart sagt hvadsomhelst. Jeg tænker, at den skal dreje sig og snorre om, hvordan forestillingen om den politiske litteratur har skiftet karakter – fra Brandes (et sted man altid kan begynde) og til, hvad der så er på færde i dag, måske med et smut forbi den rolle, som man i udviklingen af velfærdsstaten tiltænker kunsten og særligt litteraturen, som et redskab til at hjælpe den enkelte til at træde ud af massen og blive sig selv, eller hvordan det nu er. Og måske et smut forbi den særligt udskældte bekendelseslitteratur, hvor det vistnok er noget med en idé om, at hvis man gør den private erfaring tilgængelig – og almen – så er det muligt at tage magten fra de undertrykkende og skjulte strukturer, der virker overalt og hele tiden. Nå. I disse forestillinger gemmer der i alle tilfælde et par centrale spørsmål. som er til at stille. Hvad er det politiske, og hvordan kan (hvis overhovedet) litteraturen virke i samfundet, dér. Allright.