71

Udgivet af lewn


Jeg tænker, det er døden det her. Jeg er Inges påhæng, Silja er Hans’s nye påfund, fortalte Inge mig, da hun overtalte mig til at ledsage hende til denne anstrengelse. Men der falder sikkert noget af, bagefter: Det er et kompliceret spil, og jeg er bare en biperson, der benytter lejligheden til en smule nærvær, en smule følelse at suge af. De taler om Terkel, der ikke er her, at det er mærkeligt, hvordan han bare kan forsvinde, og senere om vores forfærdelige regering. Kun Hans mener ikke, at den er fascistoid – den er måske nationalkonservativ og neoliberal, men ikke dét (Silja og jeg deltager ikke i den del af snakken). Karen taler 40% af tiden, Inge 20%, Jørgen 20, Hans 10, mens Silja og jeg deles om den sidste tiendedel. Jørgen er flink, men utrættelig kedelig, Karen ok, men hun taler – i sagens natur – for meget. Vi spiser spinatlakselasagne, salat og hvidløgsflutes, og drikker vin til 40 kroner flasken. Jeg er imponeret over, hvordan Hans kan se på Silja, og misundelig måske, Inge er i hvert fald jaloux, så meget kan jeg se, og det passer mig fint. Jeg finder også dét par mest sympatisk. Lejligheden har to værelser, et køkken og et brokvartertoilet, der er alt for småt – jeg, med mine lange ben, har svært ved at passe ind, når jeg er ude og skide. Væggene hvide, med ikke for meget på. Vi sidder i stuen, og gennem to vinduer, er der udsigt til gavlen overfor, som ligesom glider ind i stuen på en meget påtrængende måde. … Vi bliver enige om, at maden smagte, og senere taber drengeholdet (det lyserøde) til pigerne. Jeg tar med Inge hjem, men hun er helt umulig. Og sådan bliver det lørdag, dagen, hvor Terkel vender tilbage, og vender op og ned på virkeligheden.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *