76

Udgivet af lewn


Mandag: Hans er på biblioteket, og han har mødt hende før, og dengang tænkte han at hun var sød, interessant ligefrem, men selvom de talte længe og ubekymret sammen dengang – og de talte om alt -, har han ikke set hende siden. Nu er han ikke i tvivl, for han kan mærke musklerne virre, hjernen koge og knoglerne rasle. Hun er pigen (at han længe har ment sig forelsket i Inge, sætter bare kroppens rystelser i perspektiv). Han går hen til hende og får øjenkontakt, og mister forbindelsen til kontrolrummet. Tak for sidst, nikker hun til goddag. Det er længe siden, stammer Hans og forsøger videre, men det var hyggeligt (sikke et åndssvagt adjektiv!) dengang. Ja, siger hun og holder en længere pause – måske venter hun på at Hans tar sin tur? – men vi snakkes, smiler hun endeligt og bipper sine bøger (Det mindste paradis, Moon Palace, Bølgerne, Cognitive Semantics og Næste himmel) færdig. Hans står bare og er lige til at se gennem. Han er flov over, ikke at kunne huske hendes navn.

Lige inden hun for altid er væk, vågner Hans og sætter i løb, og indhenter hende snart: Du har ikke tid til at drikke en kop kaffe med mig? … nu? Eller kun hvis du har lyst!


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *