Vælg en side

Den dobbelte evighed, når to kroppe støder sammen. Den evige dobbelthed i kollisionen: Kroppenes ild.
Jeg udtaler hendes navn: Inge … og ser op i loftet, det roterende værelse, rødbrune vægge; den nøgne hud. Dagens første lys, der pletter bagvæggen. Hendes krop; let firkantet, og brysterne en smule for små set i forhold til mængden af mælkefedt i overarmene. Det sidder forkert / fedtet, tænker jeg, men hvad, hun gør sig så meget mere umage. Gør sig så meget mere åben. Og hvem kan alligevel mærke forskel?
Jeg nåede bare at sige farvel til Alfred, før jeg fulgte Inge ”ud for at trække noget frisk luft”. Snakkes!, råbte jeg til Alfred, og han vinkede og var væk. Terkel bemærkede vist også, at vi skred sammen, mens Hans bare var væk i sine tåger, og Inge havde travlt nok med at komme ud.
Udenfor hiver jeg et par smøger frem, og spørger, hvor hun driver henaf. Hun tager den ene, og placerer den mellem læberne. Inge har malet sine læber lilla, øjnene røde, hun har et hvidt tylskørt på. Og skubber hovedet lidt frem, så jeg kan komme til at tænde for hende. Hjemad tænker jeg, siger hun. Jeg nikker og tænder selv.
Vi begynder at gå. Af Store Kongensgade mod Kongens Nytorv og metroen. Den kører hele natten i weekenden, svarer jeg på hendes spørgsmål. Vi kender ikke hinanden på forhånd, men snakker alligevel om alt og ingenting af den grund. Den totale åbenhed. Løst og fast. Inge kommenterer fjolserne fra Boltens gård, og jeg nikker og griner. De er sgu ikke for kloge demder, og det virkeligt sjove er, at de ikke aner det, men tror sig jetset og ovenpå bolledejen, de er bange siger jeg, og synes jeg lyder som Terkel. Det er noget Terkel kunne sige, tænker jeg, og kommer kort efter til at sige det. Inge griner bare, og glimter.
Mens vi venter på metroen skriver Inge en besked, og jeg forsøger at skjule min rejsning.