Fest: Virkeligheden … virkeligheden, råber Terkel, og slår opgivende op i luften, er ikke simpel, du kan ikke stille det sådan op, det kan du bare ikke. Udover Hans er det kun en pige, enelleranden indiepige, der stadig sidder ved sofabordet. Hun har en tæt hvid t-shirt på, med et tryk, der er et optryk af Corto Maltese, så man kan se rasterne, sådan popartstyle, og Corto er i klassisk positur, med en smøg fra kæften. Resten danser, boller eller hænger ud i køkkenet. Musikken er åndssvaghøj, men i orden, mener Hans – det er hans fødselsdag, og derfor også hans pladesamling der bestemmer tempoet. “‘Cause I like you / And I feel so Bohemeian like you”. Prøv at hør her, indvender pigen, det jeg siger er ikke, det du siger, altså, jeg mener, du skyder mig ting i skoen, jeg bemærker jo bare nogle tendenser i tiden. Altså. Osv. Hans glider ud af samtalen, ud af stuen nærmest. Han følger fraværende med i dansen, og rokker lidt med hovedet, som bassen går. Den går helt skævt, og Hans er også skæv, og fuld tror jeg.
Jeg sidder lidt i udkanten af lokalet, i vinduet og røger cigaretter og holder øje med slagets gang. Jeg kender ikke Hans, men spøgelset Alfred har inviteret til fest på Borgen, der er det kollektiv, hvor han og Hans bor, og det er igennem Alfred – det stakkels tilfælde –, at jeg er blevet introduceret. Jeg kan kun høre glimt af samtalen mellem Terkel og pigen. Terkel sagde ellers noget før, ja, et glimt, der holdt min interesse fangen. Men efterhånden som de har drukket, og det ikke længere, fra hverken pigen eller Terkels side handler om det de siger, er, ja, min opmærksomhed, som Hanses, blevet spredt ud i lokalet. Hans interesser mig, hans kraftige kindben, det rodede hår og hans aristokratiske holdning på trods af, hans også øjensynlige påvirkning. Der er en særlig melankoli, der hænger ved hans smil. Jeg kan ikke gennemskue dens nærmere karakter. Er du ked af det?, bliver jeg forstyrret. Det er en pige, og hun kigger på mig. Næ, skulle jeg være det? Men, du sidder her, helt alene, og ser fortabt ud. Det er jeg ikke, svarer jeg og smiler og fortsætter, men hvad hedder du så? Inge, svarer hun og blinker, ligesom tog kan blinke på baneterrænet ved Østervold.