Vælg en side


Jørgen spiller squash og læser statskundskab. Inge læser
jura og går stadig til raves ind i mellem, men hun er
gået over til kun at drikke alkohol. Så det er ikke helt
det samme længere. Inge er også god til at procedere. Hans
arbejder – midlertidigt – som pædagogmedhjælper i en
fritidsklub, det er sjov at tumle med drengene, og så får
man oven i købet penge for det!, som han siger. Terkel mødte
Karen i august, hun var Facer for Amnesty, men det var kun
en bibeskæftigelse, understregede hun. Og de nåede ikke at
snakke ret meget, for Terkel havde travlt, men han fik
hendes nummer. Jeg skriver, råbte han. Ellers har de mistet
kontakten til hende, men dengang var Karen på sit tredje
sabbatår og havde planer om at læse noget humanistisk
– kunsthistorie eller litteraturvidenskab, eller film.
Terkel er færdig som ingeniør, men gider ikke arbejde,
så han vil være kunstner; han skriver digte og laver maskiner
som ingen kan bruge til noget. Birgitte er sygeplejer. Hun
fortæller sjældent meget om sig selv. Terkel har hverken
skrevet eller ringet til Karen siden deres tilfældige møde.