Vælg en side

Bare tanken om en nedsættelse af arbejdstiden er et opgør med de sædvanlige synlige og dårlige løsninger på de udfordringer, som vi ikke kan lide at tale om.

Alternativets forslag om 30-timers arbejdsuge skal selvfølgelig afvises som noget, der ikke bare kan indføres uden væsentlige konsekvenser. I den henseende er det udmærket at supplere Finansministeriets beregning af det enorme underskud en 30-timers arbejdsuge ville medføre med den snusfornuftige betragtning, at hvis alle arbejdede 20% mindre, så vil der også blive skabt væsentligt mindre værdi til forbedring af livet for de venlige borgere.

Men alligevel.

Fremtidens arbejdsmarked er ekstremt svært at sige noget præcist om, ikke mindst fordi det befinder sig i fremtiden, der har det med at opføre sig mærkeligt. To ting, der vil ske, og en ting, der allerede er sket, er afgørende for, at Alternativets forslag måske ikke er helt hen i vejret.

For det første kommer robotterne: Vi står overfor og er midt i en massiv automatisering af både produktionen og en lang række servicefunktioner. Mange jobs i den nuværende økonomi vil blive overflødiggjort. Det er en udvikling, der sandsynligvis kun vil accelerere i takt med fremskridt indenfor især kunstig intelligens. Set fra et lokalt perspektiv har automatiseringen samme effekt som globaliseringen: Jobs forsvinder, fordi de ikke længere kan betale sig, maskiner udfører arbejdet bedre og billigere.

Det er den første væsentlige udfordring.

Dernæst bliver befolkningen ældre, hvilket indenfor en overskuelig fremtid vil medføre mangel på arbejdskraft, det er derfor, de socialdemokratiske politikere har travlt med at få alle til at arbejde mere – færre skal forsørge flere.

Det er der meget at sige om, men den væsentlige løsning herpå – at folk skal arbejde mere og arbejde ind i alderdommen – støder på den virkelighed, at menneskekroppene stadig forfalder og bliver nedslidte, især af fysisk arbejde. Mindre arbejde og især mindre fysisk arbejde er på den måde en forudsætning for, at vi kan skubbe pensionsalderen tilbage. En nedsættelse af den ugentlige arbejdstid er i det perspektiv en måde at øge den samlede mængde arbejde igennem et liv ved at forebygge tidlig nedslidning. Et længere aktivt arbejdsliv (og prisen for dette) må med i regnskabet. En kortere arbejdstid kan ikke bare reduceres til et spørgsmål om den kreative klasses forkælede stress, men har i vidt omfang også relevans for folk med mindre privilegerede arbejdsliv.

Kendetegnende for det danske arbejdsmarked er en relativt høj løn, der ikke burde være bæredygtig, men er det alligevel. Sandsynligvis fordi danske virksomheder generelt er effektive, og fordi et generelt velfungerende samfund gør det let at føre virksomhed. Måske er der endda den sammenhæng, at en relativt høj løn tvinger virksomhederne til effektivitet. De virksomheder, der ikke formår at tilrettelægge arbejdet dygtigt eller uddanne sine ansatte, lukker. Høje lønninger er altså ikke nødvendigvis lig med elendig konkurrenceevne – over tid kan det høje lønniveau luge ud i virksomhedsparken, så kun de bedste virksomheder overlever. Det er lidt samme effekt som effekten af skrappe miljøkrav, der betyder, at danske virksomheder er i front, når det gælder disciplinen at producere ressourceeffektivt.

Så er der det forhold, at lønningerne trods (overraskende lave) produktivitetsstigninger ikke følger med den generelle velstandsstigning. Der er en tendens til, at værdiforøgelsen samler sig i toppen af samfundet – hos dem, der ejer. Lønningernes stagnation skyldes primært udflytning af arbejde, eller måske mere præcist: den tilgængelighed af billig arbejdskraft i udlandet, der følger med logistikkens sejr, de forsvindende transportomkostninger. Men også det kapitalens frihedsbrev, der er fulgt med globaliseringen, altså at kapitalen i væsentlig grad har frigjort sig fra nationalstaten, har betydning: Den øgede tilgængelighed af billig arbejdskraft og kapitalens flugtmulighed stiller arbejdstagerne dårligt forhandlingsmæssigt. Der er ikke meget at forhandle med, når virksomhedsledelsen kræver løntilbageholdenhed eller udflytning/afvikling.

Med disse fænomener, overflod af arbejdskraft, automatiseringen af produktionen og befolkningens ældning, in mente, kan en nedsættelse af den ugentlige arbejdstid til 30 timer, som Alternativet foreslår, så ikke ses som foreløbigt bedste bud på et politisk svar? En nedsættelse af arbejdstiden vil forskubbe styrkeforholdet i lønmodtagernes favør, fordi det vil begrænse mængden af arbejdskraft, det vil give incitament til at innovere og det vil reducere nedslidningen af de aldrende kroppe og hoveder, der skal holde fortsat længere.

Så er det selvfølgelig klart, at alle mulige hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige effekter af en nedsættelse af arbejdstiden også skal overvejes grundigere: En reduktion af arbejdstiden vil jo ikke få Kina til at gå væk eller i sig selv skabe en automatisering af produktionen, der ville bringe regnskabet i nul.

Den reduktion af produktionen som en kortere arbejdstid vil medføre vil måske kunne betales med en reduktion af de ømme privatforbrug, som vi i alle tilfælde er tvunget til at begrænse, hvis kloden skal have en chance for fortsat at levere det gode liv.

I øvrigt er hemmeligheden bag velfærdsstatens historiske succes vist også den enkle, at mennesker, der har det godt, fungerer godt og tager gode beslutninger. En sådan beslutning kunne f.eks. være en reduktion af arbejdstiden i god pragmatisk dansk tradition. Vi kan jo altid begynde med 12 minutter.