Vælg en side

Endnu engang er spørgsmålet om at trykke eller ikke trykke tegninger blevet gjort til tidens væsentlige spørgsmål. Af terrorister og af ytringsfrihedsforkæmperne. Jeg argumenterede selv et sted på fb for det rimelige i at genoptrykke Kurt Westergaards Muhammed-tegning dagen efter angrebet på Charlie på en tanke om, at der var – med en DR-redaktørs ord – tale om ekstraordinære omstændigheder: Der må ikke herske tvivl om, at religionskritik er en helt nødvendig ingrediens i et frit samfund.

Ikke fordi islamkritik har været fraværende fra den offentlige debat i de sidste 15 års tid (det ville være vildt at påstå det!), men for at markere at heller ikke et billedforbud kan respekteres ubetinget, som det kræves af de ideologisk forblændede. Og for at manifestere, at volden aldrig bør kunne tvinge nogen til tavshed. Uanset: Det er et fælles anliggende.

Men (her kommer men’et!). At manifestere ubøjelighed over for terrorister får dem ikke til at forsvinde. De vil fortsat være i krig med alt, der ikke er som dem selv. Det var de før angrebet på Charlie, og det vil de være bagefter, og det vil de være med eller uden tegninger. Så selvom angrebet var et af de værste eksempler på den terror længe (fordi den var præcist rettet mod talefriheden), så står vi ikke i en afgørende ny situation, som Frederik Sternfelt med sin tale om Europas 9/11 synes at mene i weekendens Weekendavis. Vi må give plads til vreden, sorgen, afmagten, som helt naturligt fylder hjerterne efter en så skrækkelig massakre, men vi må ikke lade disse følelser sætte dagsordenen, for de producerer selvforblændelse og dermed mere krig. Besindighed må følge affekt, hvis vi ikke skal synke ned i vores eget mørke.

Og så kommer jeg frem til mit andet ærinde i dette indlæg, hvis anstødssten også er dagens moderat morsomme Rokokopost om Politikens floskel-generator, og det er et forsvar for den gode tone (og pladderhumanismen, nuanceringen, kompromiset osv.: Men’et), som er så let at latterliggøre, men så svær at holde, når man føler sig i ret. Karikatur, hån, spot, latterliggørelse er frigørende, når de bruges til at afsløre selvproducerede sandheder, hykleri og magtfuldkommenhed. Ja. Men de virker også til at øge fjendskabet, uforsonligheden og selvforblændelsen. Er de andre idioter, så kan du gå ud fra, at du selv har ret. Tanken lukker. Det er ikke altid godmodigt, når vi griner af hinanden.

Når Xenia Stampe og ligesindede rutinemæssigt bliver kaldt landsforrædere, når enhver tvivl, ethvert forbehold bliver latterliggjort, når de såkaldte maskuline dyder: handlekraft, styrke, og uforsonlighed dominerer, når vi holder op med at lytte til de andre, når forsvaret for minoriteten bliver mistænkeliggjort, når stadig flere taler krigens lortesprog, så er der grund til at være bekymret. Den totalitære ideolog foragter forbeholdet og samtalen, fordi han identificerer den som svaghed og hykleri, eller måske fordi han ved, at forbeholdet og samtalen er det væsentligste værn mod netop absolutternes herskersyge.

Det må være muligt at tale om bekymringen for den bevægelse også.

Så derfor hermed en pæn bemærkning til fornuftens fornuftige stemmer: Så sjovt er det heller ikke at håne Politiken.