Bekendelse II

Udgivet af lewn

På de frostslagnes verbers overdrev i de navnkundige substantivers grotter under sætningernes pynteskørter, adjektiverne, ved bunken af fonemer og morfemer inde i det allermest ydmyge adverbium med Litteraturen i den anden hånd møder jeg endelig, endelig min stemme. Min helt egen stemme, men den ligner noget, der er løgn, og det er den såmænd også, og så sjusker den og ryger i sengen, og støjer og feeder, når jeg skal sove. Jeg sover alligevel ind, men jeg holder fast i stemmen, for det er klart, at det er en fordel at have sin egen stemmen, når man skal sige noget, når man skal skrive et digt, når man skal udgive en bog og have kunststøtte. Og det skal jeg gøre og have, for jeg gider ikke at tage mig et arbejde, jeg fungerer dårligt på en arbejdsplads, jeg er for usammenhængende til en arbejdsplads, og jeg mener, at almindelige mennesker, kollegaerne, er dumme, og det er et dårligt udgangspunkt for ethvert samarbejde. Men der er som i alle parforhold problemer med min stemme. Den er ligesom mig usammenhængende, den vrøvler, når jeg prøver at være præcis, den taler i munden på sig selv, og den er uforståelig og for skinger for den kyndige læser, der ved hvor kommaet skal stå. Den er på alle måder upraktisk at arbejde med, når jeg forsøger at lave noget, der ligner litteratur, og det vil jeg så gerne, at det gør ondt.

Kategorier: Udkast

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *