Så er jeg tilbage i Berlin efter et par aktive dage i København, og hvordan er det så? Da jeg landede i mandags var det sommer, men nu er det efterår, og det begynder at blive koldt. Jeg har stort set ingen penge, men jeg har opdaget, at der står en smule kul i kælderen, så jeg kan klare den første kolde tid og bruge pengene på mad. Men så koldt er det heller ikke endnu. Det virker som om, at tingene står tydeligere frem, men det har intet med byen at gøre. Det er bare ensomheden, der skærper sanserne (fri for distraktioner). Jeg har forsøgt at tænke, men det går ikke så godt. Jeg er dog kommet frem til, at mine tekster er sociale, kommunikerende og ligegyldige overfor at. Det er sikkert derfor, at de ikke ser alvorlige ud på skrift, men dog virker så påtrængende oplæst (eller blot: sludrende). De er ikke interesseret i at forholde sig i ro og vente på, at folk ser dem an. De kan ikke lide at dvæle eller at blive dvælet ved. De går folk i møde, rastløst og skamløst, og bærer deres stave- og slåfejl som medaljer. De tiltaler folk. Måske. Jeg har svært ved at tage litteraturen alvorligt, men sådan har jeg haft det i den sidste tid. Har dog læst (efter Jans anbefaling) Seksogtredive timer af Ödön von Horváth, som jeg tilfældigvis – som jeg lukker bogen – læser om i Taz, der er min yndlingsinformeren på tysk. Nåmen Seksogtredive timer er en helt herlig sag. Jeg citerer:

Ti minutter senere sad Agnes og Eugen under en elm. Han havde nemlig spurgt hende om de ikke skulle sætte sig ned, han var ganske vist ikke træt, men havde dog ikke noget imod at sætte sig ned. Hun havde set noget mistroisk på ham, og han havde sat et ganske uskyldigt ansigt op, men hun havde slet ikke troet på den uskyld og sagt at hun ikke havde noget imod at han satte sig, han kunne roligt sætte sig ned, og hvis han ville sidde ned, så ville hun også gerne sidde ned.

Der var ikke nogen bænk i syne og de satte sig så i græsset. Under en elm.

Det var et stort gammelt træ, og solen gik ned. I vest, naturligvis.

Overhovedet gik alt sin skæbnebestemte bane, det største og mindste, også under elmen.

Man hørte det næsten gå, så stille var der rundt omkring.

Også Agnes og Eugen sad tavse under deres elm og hun tænkte: ”Sådan et træ er en smuk ting”.

Og han tænkte: ”Sådan et træ er en smuk ting”.

Og det havde de begge to ret i.” (andet kapitel i Villy ‘SKURK’ Sørensens oversættelse)

Men for at vende tilbage til det andet emne. Det med teksterne, så tænker jeg, at det klart hænger sammen med, at jeg ikke kan lide litteratur, der gør sig for umage. Så kommer den til at lugte af sandhed selvom teksten sagtens kan påstå at den gør noget andet (at den undergraver, at den er ironisk, at den handler om hverdagen f.eks.), og sandhed skal man passe på. Ikke bare fordi man falder i søvn af den, når den så står så klart som den står (eller fordi den er potentielt fascistisk), men også fordi at den sætter sig ovenpå læseren, der så bliver kvalt. En overlegen litteratur er præcis så ubehageligt selskab som et overlegent menneske. Begges kendetegn er, at de prøver for hårdt, at de er bange for ikke at imponere. Sådan er dansk modernisme f.eks.. Eller: Æstetik har fuldstændigt mistet sin mening for mig, og jeg ved ikke, hvad der kan sættes i stedet. Støj tror jeg, jeg forsøgte mig med overfor Mads den anden dag i Århus over de mange øl, som drengene gav. Tak for dem iø., jeg gir igen, når jeg er ovenpå (og evt. i Århus).