Vælg en side

Skibet sejler

Så er børnebandens (sf’s unge generation) projekt endeligt afgået ved døden. Det er svært at finde nogen, der begræder det. Mikkel Skov Petersen beskriver nedturen glimrende her.

Børnebandens projektet bliver oftest forstået i en ramme, der angår spørgsmålet om at ville magten eller ikke at ville magten. Hvis man vil magten må man spise kameler og indgå kompromisser og stå på mål for beslutninger, man ikke bryder sig om. At ville magten kræver et stærk hold, der er styret med en hård hånd. Så alle spiller på samme hold. Så alle indordner sig det fælles projekt. Så der ikke går grus i maskinen.

Hvis man ikke vil magten, så henviser man sig selv til hængekøjen, hvor man kan ligge og føle sig hellig. Man udretter intet. Man plejer bare sit eget ego. Det er et grundlæggende uetisk valg.

Sådan er valgmulighederne i den ramme.

Jeg mener, at det giver bedre mening at forstå børnebandens projekt i lyset af to grundmetaforer: leverpostejen og maskinrummet.

Leverpostejen står i modsætning til rødvin. Enten laver man en leverpostejsreform eller også laver man en rødvinsreform. Enten laver man politik for dem nede i håndboldklubben eller også laver man politik for kultursnobberne på Charlottenborg.

Leverpostejen handler om at lave politik for almindelige mennesker. Ikke for eliten. Ikke for utopien. Men for hverdagen – og dens helte. Det er også det, der på Mögersk hed politik for folk flest. Et slogan der iø. i væsentlig grad minder om det norske fremskrittspartis slogan: ”En enklere hverdag – for folk flest”.

Leverpostejsbilledet bygger på en skjult præmis om, at almindelige mennesker er kedelige, en ensartet grå masse. Der helst vil have leverpostej. Fordi det er billigt, og de skal bare have noget at spise. Forskellene er kværnet til forskelsløshed. Disse almindelige mennesker er først og fremmest interesseret i at få hverdagen til at fungere. At bussen kommer om morgenen. At der er råd til lidt ekstra forbrug sidst på måneden. At der ikke er for mange 2.- og 3.-G’ere i børnenes skole.

Sådan nogle ting. Det er den forestillet lavere middelklasse man taler til og vil føre politik for.

Almindelige mennesker er dog ikke en ensartet grå masse. Det er kun på afstand – i segmenteringen, at de ser sådan ud. Leverpostejen er det, der på gammeldansk hedder at tale til den laveste fællesnævner. I gamle dage advarede man mod den slags, som en form for præfacisme (bl.a. fordi laveste fællesnævner altid identificerer nogle snyltere på de hårdtarbejdende almindelige mennesker: indvandreren, den arbejdsløse eller de rige svin).

Jeg ville måske moderere mig og sige, at leverpostejen er den sikre vej til ikke at videreudvikle samfundet i en mere demokratisk og menneskevenlig retning, mest fordi det er en form for antihumanisme. Leverpostejen undervurderer mennesket.

Det andet billede, maskinrummet, brugte Ole Sohn i dag, da han skulle forklare sit skift til socialdemokraterne. Det gælder om at komme ned i maskinrummet, hvis man vil ændre samfundet har det heddet i mange sammenhænge. Det er en skibsmetafor jo, det er i maskinrummet, at motoren, der driver skibet frem bliver plejet og passet og optimeret, så skibet kan sejle bedre og flottere.

Flot sejlads hjælper dog ikke meget, hvis der isbjerg forude og kaptajnen står nede i maskinrummet for at få skibet til at sejle stærkere. Hvis jeg var passager ville jeg vente på næste skude.

Kaptajnen må op på broen, hvis isbjerget skal opdages og kollisionen undgås. På samme måde med politik. Maskinrummets politik handler om at få budgettet til at holde, at optimere regnemodellen, så man kan se om satsen skal op eller ned. I maskinrummet arbejder man med de strukturelle mekanismer, så der er penge til fremtiden, så ginikoefficienten falder en anelse. Sådan nogle ting. Det er ikke fordi, der ikke er magt i maskinrummet. Men det er en magt, der ikke dur til meget, hvis man har lukket broen. Hvis man ikke evner at hejse sig op i masten og finde ud af, hvor man skal hen, hvis der ikke er udstukket en kurs.

For skibet sejler og står ikke stille.

Og det er måske det, der er gået allermest galt for børnebandens politiske projekt – den reaktionære socialdemokratisme. Man har lukket sig inde i maskinrummet, og kan ikke se en hånd for sig.

Her kommer isbjerget!