Kære Jesper!

Du må undskylde, at jeg ikke har fået skrevet tilbage. Der er gået alt for lang tid. Det er fordi, jeg har gået og grublet over forskellige eksistentielle spørgsmål. Jeg er endelig kommet frem til nogle svar, der giver mig ro nok til, at koncentrere mig om andre ting, som f.eks. at skrive tilbage til dig. Jeg vender tilbage til svarene senere, som i virkeligheden mest har karakter af beslutninger. Omkring hele navnesagen, tror jeg bare, at jeg vil kalde dig Jesper, der er sådan en uheldig tendens blandt forfatterne til, at kalde hinanden med efternavn. Det er ret regressivt, synes jeg, og jeg ved ikke hvorfor forfatterne har så stort et behov for bekræftelse: Jeg mener, jeg kan godt lide at hænge ud med mine forfatterbekendte, men altså ikke fordi de er netop dét, men fordi det er en kreds, hvor folk er forskellige, hvilket er, mener jeg, en sjældenhed i dag.

Jeg var til tidsskriftdebat den anden uge, og det slog mig, hvor lidt ambitioner redaktionerne har. Jo, det er fint nok, at ville trykke gode tekster, gerne i dialog med billedkunst, litteraturkritikken, virkeligheden og alt det, men det er også naivt, at tro, som folk tror, at den litteratur man anser for den gode, er uafhængig af, hvilket litteratursyn de respektive redaktioner har. Der ligger altid en ideologi bag den gode kunst. Og nu må du ikke misforstå mig, jeg mener ikke, at en ideologi altid er tæt knyttet til et politisk standpunkt. Men altså, når jeg skriver, at jeg havde oplevelsen af, at der mangler ambitioner, så handler det om mod til at formulere, hvorfor man udgiver hvad man gør, og en bevidsthed om, hvorfor det er vigtigt. En bevidsthed er nødvendig, hvis man skal kunne sortere. Og det er en helt nødvendig del af det, at arbejde med kunst. Jeg ved ikke om det er fjollet eller banale betragtninger, eller om du har nogen mening om det? Iø. vil jeg lige indskyde, at Den Blå Port er et lyspunkt for tiden, der sker sgu noget, især på lederpladsen. Hvis jeg selv skulle fremsætte en ambition ville det være noget med, at være med til at nytænke kulturradikalismen, opdatere den til det 21. århundrede. Det er der behov for. Men, hvor er der et forum for en dialog, der kan spore i den retning?

Når kloden drejer, øjnene drejer, når hofterne drejer, og du drejer dig om din drøm, så er det bare statsministeren der er på arbejde. …

Nu nævner du Dali i dit brev, og det jeg vil skrive her, har også forbindelse til, hvad jeg er kommet frem til længere nede, som for mig, helt privat, er af yderste vigtighed. Det er ilde set, at vedkende sig mødre eller fædre, i den ironiske atmosfære der hersker i dette postmoderne vakuum vi går rundt i, og især, hvis de har tilknytning til nogle af de avantgardebevægelser, der ikke var god tone på deres tid, og altså, måske heller ikke er det i dag. Jeg taler ikke om at gentage et oprør, der er gennemført, og derfor gammeldags. Sproget er sådan set ret opløst og så videre. Men, at bruge de erfaringer, der er blevet gjort, og, så at sige, at trække dem ind i sit arbejde uden skam. Ja, der er også i dag, så afgjort behov for at tale almindeligheden imod – se: også jeg er bange for at bruge ordet småborgerligheden, selvom det på mange måder virker meget rammende, i en del af en beskrivelse af tidsånden.

Men alt dette, er bare nogle spredte betragtninger, også jeg er ramt af manglen på mod til at tænke sammenhængende. …

Men jeg har altså besluttet at:
1) jeg ikke er bange for at dø.
2) Jeg ikke søger ind på forfatterskolen.
3) Jeg er forfatter

Alt på bedste vis!
Og de bedste hilsner her fra Amar, håber vi ses i det kommende.
Lars-Emil

PS: hils Vinni, og tak for sidst.