Vælg en side

Fik lige bladret højredelen af Adam Drewes Radio-bog igennem med en vis nyfigen lyst, da den bl.a. beskriver den slamscene, som jeg dukkede op på cirka præcist samtidig som Adam forlod den endegyldigt. Jeg nåede dengang i måske 2001 at høre et enkelt slam med Adam – en duel mellem ham og Michael Lee Burgess på enelleranden klub – hvorfra jeg kan genkende en enkelt tekst, der også optræder i Radio-bogen. Den med skabene.

Nå, jeg ankom cirka da slamscenen havde toppet efter den første store hype og stort set alle førstegenerationsslammerne var skredet, fordi de skulle lave rigtig litteratur. Det første slam jeg overværede var således også døende. Janus Kodal optrådte med guitar og røg gevaldigt ud. Det gnækkede jeg meget over. Jeg tror det var sidste gang han deltog i et slam. Anders Søgaard læste vist også op, og så vidt jeg husker, så vandt Michael med hashklumpteksten den aften. Jeg selv gik på Krogerup højskole og havde under indflydelse af Neal Ashley Conrads store begejstring fundet ud af, at jeg skulle være digter. Rimelig selvoptaget periode, så selvfølgelig skulle jeg selv på scenen. Et par dage efter, at jeg var kommet hjem fra Krogerup meldte jeg mig til slammet på Kulkaféen. Jeg faldt nogenlunde igennem på en død aften, men Claus Ankersen og Frank Langmack deltog også for første gang. Husker jeg rigtigt? Sternberg var der også, hvem der vandt, kan jeg ikke huske. Det var sikkert Frank. Vi drak en masse øl (man fik store fadøl for at deltage) og blev enige om, at de andre var nogle idioter, og vi selv var ret geniale. Det blev med tilføjelse af Alan Hammerlund og Kasper Schulz i 2002 til Ord på Hjul og en kort periode, så ejede vi slamscenen, men bevægede os også videre i en ret gal rus af shows, der i storhedstiden blev sponsoreret af Aarstiderne. Så gik vi i alle retninger.

Det er slamdepressionen

Allright. Meget af Adams historie er helt symptomatisk for stort set alle, der er blevet sluset gennem slamscenen. Beklager. Jeg genkender helt ærligt mig selv. Fællesskabet. Følelsen af at have fat i noget virkeligt stort, alle de klapsalver stiger enhver ung mand til hovedet, man får et oppumpet ego, bliver afhængig af anerkendelse, drikker for meget og laver for lidt. Modsætningen til den etablerede litteratur – især Forfatterskolen, forlagene og kunststøtten – og samtidig den skamfulde længsel efter den accept. At føle sig brændemærket, determineret af at have været en del af slamscenen. Og tage afstand selvfølgelig. Stadig folk, der kalder mig slammer og ikke DIGTER, nå det er jo nu heller ikke så meget. Det hænger ved som dårlig smag. Ambitionen om at lave det helt nye, men ikke vide at man for det meste er en dårlig kopi, men godt vide det alligevel. Ok, det er faktisk også alt for hårdt at slå slammerne sammen i samme kategori. Vi var helt forskellige, når det kommer til stykket, og det var ikke alle, der led af patetiske digterambitioner.

Men vi fik også en næse, der kan lugte litterært snobberi på lang afstand, en glæde ved de marginaliserede stemmer og en god portion respektløshed, der balancerer præcist med det fortsat gnavende mindreværdskompleks. En rastløs energi. De bedste slams var iø. gerne konceptuelle, rituelle og/eller vældigt morsomme, umiddelbare, autentiske og henkastede ironiske og politisk engagereret, som den bedste af den nyere litteratur. Og havde krop først og fremmest.