Vælg en side

“Forgiæves forsikkrer man mig i det store franske Dictionnaire, at “man i Frankerig almindeligen betiener sig af Ordet Tydsker, for at betegne en grov, brutal, fordrukken Karl!” – jeg troer det ikke! i det mindste ikke uden om de enkelte, grove, brutale, fordrukne Karle, som betegnes ved dette man. Ogsaa i mit Fødeland ville visse deslige manner gierne inbilde deres Hørere og Læsere, at den Tone, hvori de fremførte Ordet: Tydsker er Nationens; men vee mig, om jeg tiltroede endog blot en mængde Danske saa lav og foragtelig en Tone! Nei, kun Afskummet og udskuddet af Nationen, denne foragtelige Hob, som i Samling med alle andre Nationers Skrab og Krimskrams, udgiør en egen Nation for sig selv – kun disse enkelte Frøer, hvis Natur det nu eengang blev at qvække – tiltroer jeg hine uophørlige Blasphemier. De besidder rigtig nok den Kunst at lade, som vare de mange, men det er med dem som med Gudsfornægtere, Vindjunkere paa et Bal, og valnødskalbeskoede Katte paa et Loft – naar man seer sig til, er det kun et Par, som volder hele Allarmen. At enkelte meget uvidende Mennesker, at en stor Dell af den i alle Stænder under alle Titler og Ordener sine længe Ører fremstikkende Pøbel mechanisk efterpluddrer deres Skiældsord er naturligt. Men alle disse Ekkoer fortiene Overbærelse; det vilde være ligesaa afsindig gruesomt, at vredes over dem derfor, som at pidske Havet for alt for oprørte Bølger, eller Børn for alt for urigtige Begreber. Kun mod dem, fra hvilke Forargelsen kommer ivre den billige Vrede! kun disse forfølge Folkevennen med Afskye! Og jeg gientager det, i urokkelig Tillid til min Nations Adelmodighed, i fast Overbeviisning om dens almindelige Retsindighed og Billighed – disse første Forargere, disse virkelige Forbrydere, som jeg ikke tager i Betænkning at stemple med det Skiændselsnavn: National Giftblandere, ere ikke mange!
– fra Labyrinten, Baggesen, 1792-93