En begyndelse.

Udgivet af lewn

På en måde var vi allerede på vej. Det var forår og vi følte os som gamle rotter. Dernede i kælderen, med stearin og det hele. Jeg røg selvfølgelig cigaretter. Det var dengang jeg røg af princip, og det var dengang det var vigtigt ikke at lave røgringe; det er ikke det det handler om, sagde jeg. Jeg ryger stadig cigaretter af princip. Men nu hedder princippet: Stædighed. Ikke at forveksle med afhængighed. Og respekt for min grønne foragt! Vi talte vel om piger, nej!, det var først senere. Vi talte ikke om piger; vi talte om Janus og de andre dobbeltfjæs, at de var nogle fjolser. Er det ikke nogen fjolser? Jojo, de er nogle fjolser, men så mente jeg alligevel, at man skulle tale pænt om de døde. Tal pænt om de døde, de er her ikke og kan ikke forsvare sig og er sikkert gode nok alligevel. Sagde jeg, men jeg mente det ikke? Stemmesummen steg og den faldt igen. Hvad skal vi lave til sommer?, for det bliver snart sommer. Ingen planer. Ingen planer. Men. Vi er pissedygtige og vi er de nye og vi skal lave noget til sommer, sagde vi, vi skal da lave noget til sommer? Jojo, det kan vi godt, ja for hælvede: lad os det! Hvad skal vi lave?

Vi skal være stjerner, det er det vi skal. Til sommer skal vi være stjerner. Det sagde vi. Eller var det Frank eller Claus der sagde det? Jeg kan ikke huske det, næe, det er heller ikke vigtigt. Det er ikke det der er det vigtige. Det er uden betydning. Hvem henter øl? Flere øl! Hey, her kommer Alan!, Alan skal også være med, ja for satan, han ryger Lucky Strike gør han, som de gamle stjerner; sæt dig ned og gir du ikke en smøg? Tak tak. Hvad skal vi så? Skal vi være skæve? Nejnej, ikke nu, først senere: når vi er på vej, og det er vi ikke nu, nu er vi på bar, nej café. Det er det vi er. Vi er på café i en kælder i København. Og Jesper skal da med, ja, han er go, og fin fyr og der kommer han og Kasper. Og Kasper har historier med. Fortæl en historie!


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *