Vælg en side

For et par uger siden var det et tema i denne del af blogosfæren, at der ikke skete nok, at der var langt mellem snapsene, at kliken ikke udnyttede blogmediet på en særlig interessant måde. Nu har jeg så noget at tilføje. Jeg forstår ikke, hvorfor ikke en eneste af skrivemenneskerne har benyttet chancen til at forholde sig til den seneste tids voldsomme aggressioner i virkeligheden og i offentligheden. Jeg personligt er meget berørt af situationen (den politiske), og forstår ikke, hvis man ikke tager noget ind. Overhovedet. Det er svært nok bare at finde ud af, hvad der overhovedet foregår, og derfor er der masser af kød at fortære på. På de mest besøgte danske blogs (f.eks. hos Hodja og Uriasposten) flyder begejstringen over over, at man (det højreradikale miljø) endelig har fået ret i, at islam, muslimer og indvandrere er en trussel mod vores samfund. Selv Villy råber vagt i gevær over faren fra mørkemændene – siger de til hinanden. Det er i min bog en trussel mod demokratiet (dette skred). Og fordrer at nogen gør sig umage med at tale de drenge ned. I alle tilfælde ville det være herligt, hvis nogle af alle de bloggende forfattere orkede at gå ind i og undersøge, reflektere over, hvad der er i spil. Hvorfor? Ikke fordi, at de er sandhedsvidner, men i kraft af at have adgang til en anden diskurs (hvor man bl.a. kan tillade sig at skrive diskurs), der bl.a. indbefatter en bevidsthed om sprog. I alle tilfælde: er det forstemmende denne totale mangel på engagement. Jeg slår ikke (nødvendigvis) på tromme for at man skal være politisk, at man skal tage en bestemt rolle som intellektuel på sig, men for at man i det mindste forholder sig til andet end den del af verden, man kalder litteraturen, og det sted på kroppen, hvor navlen sidder. Hvorfor? Fordi man ikke kan adskille tingene, fordi at der er en direkte forbindelse mellem stormen af meningsløshed, racismen og … foragten for kultureliten.