Vælg en side

Stefan K. skriver om Mikkel Ts “Over for en ny virkelighed” på sin blog:

“Det er flot formuleret, men forbliver en smule infantilt, naivt om man vil. Noget man ikke kan gå i dialog med, og dialogen er vel det, han vil, eller hvad”

og citerer Mikkel:

“det kritiske niveau i aviser og litterære tidsskrifter, selv dem der reklamerer mest for deres litterære interesse, er på så lavt niveau, at det er umuligt at forholde sig til det.”
(og det samme kunne man vel sige om det her refererede blogindlæg og sikkert også dette)
og konkluderer:
“Men ak og ve, ingen gider at gå i dialog med en en forurettet teenager, som tror at hele verden er på nakken af ham eller hende. Den verden, og den virkelighed findes desværre ikke. Kun i teenagerens eget hoved.”
Jeg hørte lige noget radio om en nyopførsel af Snehvide på Den Jyske Opera, hvor eventyret havde fået det tvist, at det her ikke er den onde stedmoder, der fortaber sig i spejlet, men Snehvide der i denne konfiguration iflg. komponisten er blevet castet som en rigtig teenagebitch, et forkælet lille forbrugersvin, der kun var optaget af sig selv og sit oprør mod alt og alle, for sådan er teenagere, som enhver far til et par teenagedøre jo kender alt til. Teenageren er selvoptaget og i sine følelsers vold(♠), det er det, oprøret er udtryk for. Så behøver man heller ikke tage det så alvorligt. At børnene foragter vores røvsyge parcelhus-bo-bedre-politiken-rutine med dertilhørende ansvarstagelse i form af stemmeafgivning på et parti et par gange i årtiet; det er bare led i en undersøgelse af egen identitet, ingen grund til at tage det alvorligt, de skal nok lære at makke ret, falde til patten og blive alvorlige samfundsborgere(♣). Teenagebitchens virkelighed findes ikke. Det er rart.
♠: lidt lissom digtere
♣: og detder med at ville rede hele verden, det er også bare en fase.