Vælg en side

Underviseren fortæller,
at han er gammel svinefarmer
men at han måtte skifte branche
og uddanne sig som coach
ryggen kunne ikke holde
til at være svinefarmer
så nu står han her
og hvis vi tænker han er en idiot
er han vant til det
men det er også vigtigt
ikke at lade sig begrænse
af den danske brokkekultur
der mest er udtryk for angst
for forandring:

Jeg er på kursus i at være forandringsparat
ikke fordi jeg ikke mente
at jeg nok var forandringsparat
mit problem var nærmest omvendt
at jeg kunne være det hele
men min konsulent mente
det nok var en god idé
det var en forhandling og jeg gav mig
og tog kurset med i pakken
så jeg kunne slippe for cv-kurset
som jeg havde været på før:

Det er vigtigt at være forandringsparat
når alting bevæger sig meget hurtigt
og du selv sidder fast
i gamle forestillinger
og indlærte vaner:

Det er vigtigt at være forandringsparat
når du skal skifte branche
eller gentænke dig selv
fra kanddat i dansk til noget andet
fra svinefamer til coach
så du slipper den modstand
der er din egen værste fjende
allerede efter seks måneder
falder dine jobchancer
dramatisk.

Du må være istand til at indstille dig på realiteterne.

Underviseren fortæller,
at det er kognitivt problem
at der er videnskabelig belæg
for hvad han fortæller
d kn ls n stnng dn vklr frd
hjernen er et vanedyr
som hellere vil se genkendelige mønstre
end nye mønstre
når den ser et mønster
hvis man ikke træner den
i at se nye mønstre
ser den kun det
den allerede har set:

Du skal ud hvor det gør lidt ondt
hvor det ikke er komfortabelt
det er nødvendigt
og tit sværere for kvinder end for mænd:

Du kan træne din hjerne ved at øve dig
ved at gøre ting du ikke plejer at gøre
det behøver ikke at være kompliceret
kør en anden vej end den vanlige
når du kører på arbejde eller jobcenter
brug den anden hånd, når du siger goddag
vend billedet om, når du kigger på det
tag noget andet tøj på end det sædvanlige
glem hvem du var.