Vælg en side
Nu har jeg endelig fået læst Svend Brinkmanns Ståsteder, og det viste sig ikke overraskende at være en ganske underholdende og tankevækkende løbetur forbi højdepunkterne i vestlig moralfilosofi og eksistenstænkning, der lykkedes med præcist at præsentere og formidle mange af filosofiens mange svar på det grundlæggende spørgsmål: Hvad er meningen. Det er noget i sig selv!

Tidens svar er ifølge Brinkmann ikke eksisterende, fordi samtalen ikke finder sted, men er forskudt til en diskussion om midler: Økonomi og psykologi og sundhed i stedet for historie og etik og eksistens. Samfundet er i den brinkmannske optik grundlæggende blevet nihilistisk, fordi alle beslutter sig for sig selv, og fordi det gode er blevet reduceret til det gode liv i irmask forstand.

Overfor det sætter Brinkmann et (lidt tilfældigt) patchwork af eksistentialer eller ståsteder, der giver mening af sig af sig selv, så man får noget at navigere efter.

Brinkmann skriver sig – som i Stå fast – op imod selvhjælpsindustrien, og det er underholdende, men på en måde også ærgerligt, at han ikke vælger en stærkere modstander end bliv-et-bedre-menneske-guide fundet i et dameblad, den mest floskuløse coaching-diskurs eller fornyelsen, den plat-ironiske nihilisme ved Woody Allen, tænkningens spring bliver mindre overraskende, når modstanderen er en stråmand, der ikke er filosof, og rammer også noget skævt, da virkningsorienteret praktik selvfølgelig har karakter af instrumentalisering, det giver sig selv, at det ikke er meningen med livet at bruge sine venner som instrumenter, men hvem bilder sig egentlig også det ind?

Vi kan godt skelne mellem sande venner og venner på facebook, ligesom datingens former og ønskelister mest dækker over en dyb længsel efter den nyttesløse romantiske kærlighed, og coachens primære og grundlæggende opgave er at få klienterne til at fungere i et arbejdsliv, som i stigende grad bliver mentalt og dermed også skrækkeligt kompliceret, fordi det ikke længere giver sig selv, hvad det er, som arbejdet består i, fordi det ikke længere er gentagelse af bevægelser.

At instrumentaliseringen i væsentligt omfang har karakter af nødvendighed; der er et samfund og virksomheder, der skal virke med begrænsede ressourcer i en uvenlig verden, kommer Brinkmann let udenom, og kommer i et perspektiv til at fremstå som et noget forkælet fortidslevn, der sidder i sit tårn af ånd og ser ned på alle dem, der løber rundt og sørger for at logistikken omkring tårnet virker. Men mon ikke disse hjælpenisser er klar over, at de ikke bare er til for at få hjulene til at køre rundt, selvom det fra oven ser ud som om, at det er det, de er til for?

Men det er bare en mindre, måske ikke helt fair indvending: Den grundlæggende ambition er at forskyde samtalen fra midlerne til målet og meningen, eller måske bare at åbne den samtale, og det er sympatisk nok.

I det hele tegnes et portræt af noget af en kostfornægter, ham, der lever filosofisk, der står helt stille, helt ude af tiden, mener jeg, hvis jeg skal gå ind på præmissen om at identificere fundamentet, dvs. ståstederne, så mangler jeg alvorligt de steder, der har med det materielle at gøre: hvor er kroppen og hvor er samfundet?

Det at være en krop må være noget i sig selv, når folk spæner rundt i cirkler, så gør de det ikke bare instrumentelt, men også fordi den tilstedeværelse i verden som er kroppens (hertil tæller jeg seksualiteten, der heller ikke rigtig findes hos Brinkmann) er dybt meningsfuld, det at måtte være og erkende sig selv som en biologisk krop (der også nyder det forhold!) i verden er efter min bedste overbevisning en af modernitetens store sejre: Kroppen, der virker, er noget i sig selv og må være en af meningsgiverne i den postreligiøse verden.

Samfundet bliver hos Brinkmann også lidt en afledt effekt af eksistentialerne, men jeg mener nok at det må være sådan, at det at bygge og vedligeholde og deltage i samfundet bør tjene som ståsted, hvis vi ikke skal forfalde til black-box-individualisme. Netop fordi vi laver samfund giver det mening at gøre sig selv til instrument. Det at gøre samfund er at gøre det gode. Vi kan ikke kun finde mening i det forhåndværende og i det nærværende, altså det der er i hiin enkelte og i hiin enkeltes nærområde – vi må overskride familiehorisonten og ud i større skala, hvis vi skal være mere end hobitter.

Det at arbejde i det hele taget er at gøre sig til instrument for noget andet, især hvis man ikke bliver udbyttet hårdt og ufrit. Der er en selvophævelse i det værdige arbejde, der befrier individet for at skulle sætte sig selv, også selvom arbejdet er mere abstrakt end det autentiske håndværk i det konkrete, hvor man filer længe på den samme ting, fordi det er sit eget mål at file, så må det i stedet være et mål i sig selv at gøre sig til instrument. Det er nemlig at indse at man indgår i en helhed, at man ikke springer af sig selv, men af noget andet, at man ikke bare er sig eget mål. Så er det selvfølgelig ikke meningen, at man skal reducere sig selv fuldstændig til det regneark, som man ordner verden med, men dominerer sådan en totalitær ideologi virkelig tiden? Det er lettere at påstå end at bevise.

Brinkmann kommer ikke frem til det, der i min optik er miseren, at den verden, filosofferne har fundet mening i, er i dyb, fortsat og grundlæggende krise pga. den teknologiske rystelse, kapitalismens destruktive nivellering og videnskabens affortryllelse: fundamentet er skredet, fordi fundamentet er skredet, et skred som tidens nyttetænkning højest må ses som mangelfuld reaktion på, så kan de gamle idéer nok være inspirerende at besøge, men der må nye til, hvis meningen skal blive mere end et postulat at gemme sig bag.

Som jeg ser det kommer Brinkmann til at stå for en hobbitisering, der vil fortrænge det abstrakte, det globale og det absurde – ved at gøre meningen nyttesløs kommer vi aldrig til månen, og en kunst, der ikke gør andet end sig selv, giver sig til nytte for dem, der vil reducere verden til ånd, som man kan sidde i det lune tårnværelse og bekræfte sig ved, mens andre tager sig af tingenes uorden.