Vælg en side

“O! denne negative Patriotismus! dette Nul-Væsen, som giver sig Mine af Betydelighed, og brammer med en Flamme, dets Natur allerede slukker endog den blotte Gnist til, dette Spøgelse – hvorledes skal jeg male det? – Lands-Forræderen med Cato-Maske! Patrioten elsker sit Land, agter sin Nation, arbeider for sit Folk – hin parodiske Carricatur-Skygge hader, spotter og forfølger det fremmede! det er, som naar Ægte-Tyrannen vil bevise Kiærlighed til sin Kone ved alle Øieblik at fornærme hendes Søster. Det er umueligt, siger Rousseau, at elske aldeles eet enkelt Fruentimmer, hvis man ikke føler et elskende jeg veed ei hvad for det hele Kiøn i Almindelighed. Det er umueligt, turde jeg sige, virkelig at elske sit Fødeland, og hade andre.

Men det er saa uendelig meget lettere at skiælde Fremmede, end at giøre noget for sine Egne – den positive Patriotismus koster saa usigelig meget mere, og giør dog ikke nær saa megen Larm og Opsigt! Skiælde paa den eene Side, og flattere paa den anden fordrer blot Lunge – den ægte Patriots stille Handlinger derimod fordre Hierte. Intet Under, at hine blotte Munde, hine Hoved- og Hierteløse vælge de lette Talemaader heller end de tunge Handlinger. Jeg giorde mig selv hemmelig skyldig i hines Forbrydelse, hvis jeg noget Øieblik overlod mig til den Tanke, at en heel Nation kunde være i dette Tilfælde! Overalt vilde ingen Nation, uden at tilintetgiøre sig selv, kunne bestaae af lutter negative Patrioter! Forgiæves forsikkrer man mig i det store franske Dictionnaire, “at man i Frankerig almindeligen betiener sig af Ordet Tydsker, for at betegne en grov, brutal, fordrukken Karl” * – jeg troer det ikke! i det mindste ikke uden om de enkelte grove, brutale, fordrukne Karle, som betegnes ved dette man. Ogsaa i mit Fødeland ville visse deslige manner gierne indbilde deres Hørere og Læsere, at den Tone, hvori de fremføre Ordet: Tydsker, er Nationens; men vee mig, om jeg tiltroede endog blot en Mængde Danske saa lav og foragtelig en Tone! Nei, kun Afskummet og Udskuddet af Nationen, denne foragtelige Hob, som i Samling med alle andre Nationers Skrab og Krimskrams, udgiør en egen Nation for sig selv – kun disse enkelte Frøer, hvis Natur det nu eengang blev at qvække – tiltroer jeg hine uophørlige Blasphemier. De besidde rigtig nok den Kunst at lade, som de vare mange, men det er med dem, som med Gudsfornægtere, Vindjunkere paa et Bal, og valnødskalbeskoede Katte paa et Loft – naar man seer sig til, er det kun et Par, som volder hele Allarmen. At enkelte meget uvidende Mennesker, at en stor Deel af den i alle Stænder under alle Titler og Ordener sine lange Ører fremstikkende Pøbel mechanisk efterpluddrer deres Skiældsord er naturligt. Men alle disse Ekkoer fortiene Overbærelse; det vilde være ligesaa afsindig gruesomt, at vredes over dem derfor, som at pidske Havet for alt for oprørte Bølger, eller Børn for alt for urigtige Begreber. Kun mod dem, fra hvilke Forargelsen kommer ivre den billige Vrede! kun disse forfølge Folkevennen med Afskye! Og jeg gientager det, i urokkelig Tillid til min Nations Ædelmodighed, i fast Overbeviisning om dens almindelige Retsindighed og Billighed – disse første Forargere, disse virkelige Forbrydere, som jeg ikke tager i Betænkning at stemple med det Skiændselsnavn: National Giftblandere, ere ikke mange!

De ere faae – yderlig faae; og jeg haaber – nei! jeg veed med uafskrækkelig Vished, at de snart vilde være ingen. Morgenrøden er der allerede, og Solen nærmer sig, for hvis altoplysende Glands disse og alle deslige mørke Dagfiender ville flygte til deres Intets Huuler i evig Glemsel. Tiden nærmer sig, da Sproghad, Nationalhad og deslige vil svinde for Jordborgerdyd, som Religionshad allerede har begyndt at svinde for en renere Moralitet.

(fra Labyrinten, Jens Baggesen, 1792-93)