Vælg en side

L: Ok, nu skal jeg passe på, at jeg ikke sætter dig i selvsving. Lad os bevæge os opad i systemet: Hvad skal litteraturen, sys du?

 

E: Først og fremmest skal den holde sig i flertal. Når jeg smider ting ud, som det jeg sagde tidligere, så betyder det ikke:, at jeg mener, at der er noget, der er forkert litteratur. Dårligt nok, at der findes dårlig litteratur. Det eneste generelle krav til litteraturen, som jeg kan komme på, er, at det enkelte værk og forfatteren, der har skrevet det, må holde sig bevidst om, hvad det gør. Og så gøre det med overbevisning! Dertil hører, og det mener jeg er en mangelvare blandt de såkaldte yngre forfattere, bevidsthed om, hvilket værdisystem man reproducere i sin ageren. Men det har jeg vist sagt, så når det er sagt, så har jeg selvfølgelig mine favoritter blandt de forskellige former. Før i tiden holdt jeg på poesi over prosa, men jeg er begyndt at vakle. Poesi bliver så let så selvsmagende, og det kan jeg ikke holde ud længere. Det er ikke et spørgsmål om fortættethed. Der er mange, der tror, at poesiens fremmeste kendetegn er, at dens semantik er fortættet, men det er blot et biprodukt af den korte form og ikke væsensbærende. Hvad er det så? At den ikke går med narrativ skelet.

 

L: Men det er der også mange romaner, der ikke gør?

 

E: Klart nok, men så er de ofte også mere poesi end prosa. Pointen er, det vigtige er, at man kan forstå verden (og herunder sit eget usle liv) gennem (mange små) fortællinger og som en (stor) fortælling, eller man kan afvise fortællingen som den fundamentale måde at forstå på. Ikke fordi, som i postmodernismen (groft skåret), at verden er blevet fragmenteret (og måske hele tiden har været det), men mere noget med, at det handler om, hvilken indstilling man har i sit møde med verden. Men jeg vil gerne holde mig for at tale i ismer, jeg er nemlig en halvdårlig litterat.

 

Eller i det mindste bør først og sidst rodes grundigt sammen, fordi det hele er rodet alvorligt samen i vores bevidsthed. som Proust har gjort opmærksom på. … For at afslutte det andet: jeg kan bedst lide de skæveste digte: blandt de danske forfattere holder jeg Grotrian højest, selvom, må jeg indrømme, at jeg ikke forstår hans seneste bøger, og det diskvalificerer dem næsten: På den anden side, så elsker jeg radikaliteten i hans projekt, hvad det så end er.

 

Men jeg kunne godt tænke mig at stille dig et spørgsmål, men først læserne. Hvad er radikaliteten i Grotrians projekt? Og så til dig: Hvad er din interesse i mine meninger?

 

L. Det er fordi, jeg synes, at du er smuk, intelligent og interessant. At det du gør er unikt, at du er en sjælden og sær fugl blandt mange gråspurve.

 

E: Okok. Svagt ord igen. Men så vil jeg godt benytte mig af chancen til at aktualisere det hele en smule – når nu vi er her. Jeg kunne f.eks. fortælle om, hvad jeg har af planer i den nærmeste.

 

De planer jeg har er hemmelige. Hvis jeg alligevel skal løfte sløret en smule for fremtiden, så må jeg sige, at alt, hvad jeg laver, bærer præg af en næsten uhyggelig og i alle tilfælde usund katastrofebevidsthed. Jeg sidder og venter på et stort brag. Jeg kan ikke sige, hvordan jeg forestiller mig, at det former sig. Men det er som om, at skyerne trækker sammen, at jorden under vores fødder værker og brager og kan eksplodere når som helst og at menneskeheden – som sådan – har gang i et projekt, der er fuldstændigt uforudsigeligt. Jeg tænker ikke blot på klima og terror og mangel på råstoffer, men mere på, at der er en systembrist et sted, og den sidder jeg så, og venter på åbenbarer sig. Noget med, at magtforholdene ændrer sig, at den gamle logik (økonomisk såvel som politisk), som vi har udviklet engang i det tidlige industrisamfund ikke kan bruges til at forstå alle de forandringer, der sker. Og slet ikke til at finde ud af, hvordan vi skal handle overfor nutidens udfordringer, for vi forstår dem grundlæggende ikke. Og det er der ingen, der gør. Dem, der bilder sig ind, at de gør det, forstår bare et lille hjørne, og ingen har mod til at tænke sammenhængende og progressivt i forhold til, hvordan vi gerne vil have, at det skal blive.

 

Desuden tror jeg, at DET DANSKE FOLK vil blive ramt særdeles hårdt, fordi det så længe har boet i læ for alle storme, hvorfor det har udviklet en ganske fremragende men også uhyre skrøbelig karakter. Jeg tiltror ikke mine fæller nogen overbevisende modstandskraft, når krisen først sætter ind. I modsætning til mig selv naturligvis.

 

L: Betyder det, at du er bange for fremtiden?

 

E: Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg er som sagt fuldstændig overbevist om, at jeg nok skal klare mig. Det er mere de andre, jeg er bekymret for.

 

(Samtalen bliver for en stund afbrudt, da telefonen ringer. Jeg fanger kun brokker af samtalen, da jeg samtidig sidder og tænker på noget andet, at der er langt hjem: – Hej (…) – nå for Søren (…) – er det dit alvor? (… (…) …) – men det betyder, at vi bliver nød til at lave det hele om. Det kan du da ikke mene? (…) – Men hvorfor skulle PET interessere sig for os? (…) Ok, jeg kommer ned med det samme så, hej du.)