L: Jeg vil gerne åbne med et enkelt spørgsmål. Jeg har ved flere lejligheder hørt dig sige, at den nye litteratur er reaktionær og småborgerlig. Det virker som en kritik, der trækker på nogle gammeldags paroler fra dengang revolutionen stadig var et spørgsmål om tid, og derfor vil jeg gerne spørge til, hvad du mener med det.

E: Klart nok. Det har jeg sagt, men det er selvfølgelig sagt fra mit polemiske hjørne. Det betyder ikke at jeg ikke mener det etellerandet sted. Og den måde jeg mener det på, er cirka sådan her: Når jeg tillader mig at kalde en del af den nye litteratur, og her tænker jeg bl.a. på Claus Beck-Nielsen og Hans Otto Jørgensens værker, for reaktionær, så hænger det sammen med, at den – bl.a. i distributionen, men også på den måde, at den indgår offentligheden, at den har overgivet sig til det senkapitalistiske identitetsspil – ikke afviser det æstetiske, som på mange leder er en reaktionær størrelse. At den gør sig i stand for at kunne være god kunst. At det er vigtigt for den at kunne udløse anerkendelse og kulturpenge. At den er alt for bevist om sin egen status som god kunst. Den litteratur jeg ser mig sur på påstår ofte, at den er vildt undergravende, men den lyver for sig selv, og det gælder især en så elendig bog, som Katrine Marie Guldagers København. Man kan selvfølgelig indvende, at det er en plat kritik, og så har man sikkert ret. Det vil jeg ikke afvise.

Men selvfølgelig gælder det også den litteratur, der fuldstændig afviser politik, som noget, der er for lavt til den. Det er i mit hoved en fejl, men hvis man skulle befinde sig der, hvor man ikke mener, at æstetik og politik har noget med hinanden at gøre, så kan man tage det roligt, for så er reaktionær ikke et skældsord, fordi man er reaktionær. Det er banalt. Det handler også meget om, at man skal tage sin ideologi på sig, og når man afviser det, når man afviser, at bogen bærer et værdisæt med sig, at den er hellig, fordi den er kunst og altså æstetisk i modstætning til etisk eller politisk – så indgår man i et spil, hvor man let kommer til at spille narren. Og fred være med det: Al litteratur bærer en ideologi med sig. Det er vist bare det, der er min pointe.

L: men hvad så med det småborgerlige?

E: Det jeg kalder småborgerligt handler om den vending, der har været mod det nære, mod parforholdet, relationerne og hverdagen. Der selvfølgelig bliver problematiseret, for det er langt hen af vejen ikke dårligt håndværk, men i min verden er det dybt kedelige problemstillinger, der ligger i nærheden – også fordi at den tematik konstant bliver italesat i alle denne verdens mande- og dameblade. At en del forfattere er i familie med dameblade kan også konstateres i deres absolutte glæde ved at optræde i Alt for damerne, hvis de ringer.

L: Nu vrøvler du vist over dine fordomme, der er dårligt underbygget. I alle tilfælde kan du så ikke pege på, hvad det er du savner?.

E: Ja, jeg vrøvler tit, men det er også fordi jeg holder mest af de samtaler, der foregår på en bar sen nat, hvor alle andre kan være idioter, og hvor man er overbevist om, at man har fundet sandheden, at man har fat i noget, der er virkelig betydningsfuldt, den lange ende.

Jeg savner patos og den naive digter, det skal ikke være nogen hemmelighed, og jeg kan ikke bære alle disse spil med digterjeget og digteren og alt det. Jeg tænker, at digteren skal generobre sin plads i offentligheden som en central figur, ikke som narren, ikke som sandsigersken, men som den, der kan tale ud i det offentlige rum uden anden dagsorden end at personificere den angste, drømmerens og tåbens stemme. At der mangler en stemme, der blindt blander alle sfærer af menneskelivet, samfundslivet og historien, sammen. Eller hvordan man nu skal formulere det: Det offentlige rum er en krigsskueplads, hvor kampen handler om at få lov til at pege på, hvad der er vigtigt for menneskene. Og det er, med al respekt, ikke kun et spørgsmål om, hvordan man indretter systemerne.

Offentligheden er også virkeligheden.

Men hvordan forsøger du så at spille din rolle?

Jeg? Jeg spiller ingen rolle. Jeg foretrækker foreløbigt at bevare min potentialitet. Men det handler også om, at jeg finder det absolut svært at skrive en bog, at gå ind og blive det, jeg tror på, man skal gøre sig. Og så er jeg for doven.

Lad mig vende fokus lidt. Jeg kunne godt tænke mig at spørge om, hvordan du ser bogens plads i det offentlige rum?

Bogen er blot et kulturobjekt blandt mange. Den er ikke central, men den kan selvfølgelig noget enestående. Først og fremmest kan den det, at den gøres eksisterende ved et enkelt menneskes indsats, at den ikke kræver det store apparat at realisere, og det er unik i forhold til stort set alt andet. Desværre fungerer den for det meste som en vare, hvis essens er at give køberen en em af kulturel kapital, den gør forskel på dem, der læser, og dem, der ikke gør. Præcis ligesom ethvert andet statusobjekt. Men det er på mange måder et større problem for billedkunsten, der ofte ikke er andet end det. Men den eksisterer, og selvom oplaget ofte er småt, så bliver den læst at langt flere end antallet af eksemplarer antyder. Bl.a. er jeg overbevist om, at gymnasieungdommen bliver tvunget til at læse overraskende meget af den nye litteratur, og det er en rar tanke. Nu bor jeg jo for tiden i Berlin, og noget af det, jeg har bidt mærke i, når det kommer til bøger, det er, at det virker som om, at bogmarkedet fungerer langt bedre hernede, bøgerne er billigere, og udvalget er langt større. Man kan ikke bare få ugens tilbud i boghandlerne, men også og altid alle klassikerne, alle de væsentligste filosofiske værker og så videre. Det hænger selvfølgelig sammen med at det tyske sprogområde er stort, men det hænger også sammen med, at den danske bogdistribution er doven og uambitiøs. Knep Gyldendal, tak.

(fortsættes måske)