Vælg en side

“Jeg satte mig til rette under Vilhelm Lauritsens smukke loft, det er et enormt loft, Terminal 2 er et enormt rum, og loftet med de runde lysindfald er meget smukt, og man sidder godt i Wegners lufthavnsstol, men bogen, jeg læste i for at få tiden til at gå, da jeg havde set mig mæt i mandlig harme, ægteskabelig skærmydsler, arkitekturdetaljer og elegant, praktisk design, kedede mig. Den savner helt og aldeles fremdrift, og det ærger mig, jeg skulle have lyttet til anmelderne. Det var det, de sagde, da den udkom, at bogen savnede fremdrift, og de havde ret. Anmeldere har ofte ret, det er min erfaring, så kan forfatterne brokke sig så meget, de vil, de burde lytte mere til anmelderne, i stedet opfører de sig som små, forurettede børn, vræler og sparker, som om de havde ret til en særlig plads i samfundet, en særlig god og privilegeret plads.”

(Lars Frost: Ubevidst rødgang)