Jeg er også langdigter

Udgivet af lewn

Når alt kommer til alt

Så lad benene på dyret
gå udenom din store sump
sig til, helt, når du bliver fremmed
for hvad du skaber i dig selv
i dine egne cirkler, helt
for sig, sølv i regn forsvinder
når skriveren siger OK:
nok tæller du dig selv her blandt
flimrende billeder af hvid
trækrone sol / pløre / swup og
liv i den rigtige retning
udenom din store sump, din
vandring er først netop begyndt så
start aldrig fra enden af, helt
forkert / trækrone, solbillede
bast.art.com som væltende hjerne
forvirringsforskning i det sprog
du forstår dine påvirkninger
som noget at sætte pris
på den anden ende igen
pløre og regn; OK Cirkelhelt
fat din pen, din manke, herfra
går det kun en vej videre
om end ikke op så lidt til
siden
, med gummistøvler, regnhat
og en hånd gennem huden der
stikker noget under himlen
ingen Cirkelhelt for ingenting

ka-da-da-bum, ka-da-da-bum
så sætter solen ind i dit
øjeæble,
de mærker dig du
er levende
, dit nærbillede
er bare dit eget dyr og
dit held og ikke så megen
anden snak dig selv gennem den
kande med kropsvæsker du kender
alt for forvirret inde i
din egen blå bil / rød bil / hvid
trækronetop udsynet med
vi fyrer aldrig igen før
fuglene har fået deres og
vi får gjort vores erfaring som
aldrig skal vi kende vores

drømme igen; slut med det pjat
på et endnu højere plan for

her gør vi vores system bekendt

i komplekse strukturer så
vi hverken kan kende hoved
eller trækronetop, paradoksalt
nok som vi vil ha det uden
salt på vandmandens krop, hvordan
finder vi vej hjem igen, Sol?
dyrets metamaforiske

sprællemmer hungrer efter den
alternative stodder i den
rene uniform / kaskader

af tykmælk drukner soldatens
vandring ude af geled men
inden for rammerne af den
vilkårlige som struktureret
omgangsform af her kommer sølv
i den reneste form af
jeg
mener ikke noget endnu

står der uden at blinke
det
er netop en konkret form for
manglende forståelse
af
hvad der netop kommer i spil
eftersiden / tiden / hånden
rækker og gestikulerer
og svinger en omgang omkring
og gør din Cirkelhelt rundtosset
og du fokuserer på punktet
midt på papiret netop
sådan
fortsætter synet i sproget
mærkes i marven
og hvisker:
der er ingen vej udenom
dybere eller endnu en
løgn tilføjes til rækken af
præcise udsagn: det handler
kun om dig, for det er dig der er
på den med jorden på dette
plan; en atmosfæres tryk i
din forståelsesramme af
billede og snak altså snak
efter dit hjernespind når du
er blæst i din trækronetop
med syn længere tilbage
og videre af til siden
til siden, her kommer kometen
og swinger en omgang omkring
det du kalder din jord, grødet
er din stemme når du prøver
at gøre begreb om din tvivl
der selvfølgelig rækker ud
efter du er din egen smed
med jern i ilden og sølv ned
i dit åbne gab; selvmorder;
Sociohelt i cirkler / pløre
for sig og sølv i regn forsvinder
for at gentage et andet
syn og jeg tilføjer spejl så
dine æg i dagens emblem
næsten som gråd returneret
for der er ingen modtager
og ingen modhager når du
giver slip / krampetrækning efter
denne alt for lange vandring, hvorfor
går vi fortsat den lange vej
udenom sumpen, når
vandmanden
bliver det modernes konklusion

er det bliver ikke en lille
ideologi / konstruktion:
den levende funktionær der
hilser goddag, kabel fra hans
nakke / blå bil, rød bil, hvidt kød
gennemsnitligt gennemsigtigt
karaktermord i din alt for store
sump er udsynet blegere men hvad
gør det når vores hus ikke
kan brænde i et organisk
dynamisk og fleksibelt a la
netop hvad vi har at gøre
det samme med og vi er endnu
trods alt ikke rigtigt begyndt
selvom vi lærte at skrive
historien er vi grebet
af, nej men se det er, det er
det samme, retter, bare en
anden form for udladning til
forskel for når sæden pumpes
på markerne, i bykernerne
rumler kroppene / blæsthvirvel
på den forkerte side glemt
kaffeglad skør gammel mand af
jeg har set så meget så
kom
ikke her unge mand, dit fjæs
er for glat er endnu ikke
blæst, støbt i din hunds billede

vi rækker længere endnu
en meter og 95
jeg bliver længere endnu
øjner tørt land foruden
en hæl i din nakke og een
fugl i dit syn, et samlet digt
uden døden, nærværende som
virkeligheden fortsætter
på trods
og lige meget hvor
du hyler dig ud af dig selv
hilser goddag, kabel fra din
hæl, du kalder din jord, frihed
kommer ikke fra toppen og
bagvendt simpel vektorregning som
en distance med retning og
jeg rækker længere endnu
det er rummet pulserende
udvider sig og trækker sig
sammen til en kerne af det
hele, altså uden udstrækning
i længden og tilbage til
begyndelsen; vi vader i
sumpen, vi gennemgriber os
i endelige rækker af
du forventer noget andet
og får bare det samme som
siden sidst, på dagen skal du
kende dig selv, sikke noget
lort, ikke engang din egen
drøm,
du vender dig i søvnen
og kender bare dig selv som
endnu en idiot
; rækken
fortsætter længere endnu
og ender altid i den samme sump
ka-da-da-bum, ka-da-da-bum
sådan går det når man digter
sine hjernetråde, sine
langlemmer og jeg elsker dig
og så står du dér,
bare
ærgerligt og sølvregn
i dit
vindue med udsigt til jorden
og dine gader flyder over med lig
du knækker din stemme over
og vil sige det samme som
gjorde dødedanser af jeg
bliver endnu
et øjeblik
i den reneste form
af jeg
hiver vejret ud af din sump
gør ingen forskel, betyder
beruset med hovedet i
hælen, men se der er tykmælk
i skødet og æg længere
inde i udtrykket tykmælk
igen, hvorfor fortsætter soldaten ud
af sit led med får og græs der
fordærver den længste tanke
i mænds minde bliver næppe
besunget af cirkelhelte som
os der går til i sten og
lever uden hale eller
et kor af jublende stemmer
flakkende højt under loftet
det bliver dunklere endnu:
det udelelige tegn er et lys
flakkende højt under loftet
er din egen stemme i trods
med hendes tykke tunge og
et kor af jublende stemmer
æltes af havet og tæller ned
til dit eget hoved for du kan
ikke slippe det fortsætter
fortsat, det fortsætter overlagt
fortsat indlagt på øverste
etage er du en snegl og
for langsom til at gå ud af
dit selv og ind i den brændende
horisont og så plaprer du
som ethvert barn der har opdaget
det mest simple der må glemmes
her / hvor du står i tordenregn
af vandmandens tråde må du
skabe din egen konstruktion
tale hæl og fortrænge hendes
tykke tunge, dine gader flyder
over med slim og du overlever kun
når du vælter baglæns – blå bil
rød bil / hvid trækronetop og en
fugl i din mund, smask-pladask
så ligger du der og gaber
en fontæne af fjer, frihed
er rejsende gennem zoner
af søvn og her ligger vi alle i
lange snurrende rækker,
kvalt
af vores eget spyt
og glor
ka-da-da-bum, ka-da-da-bum
så er solen sat i vores
øjeæble,
vi er mærket som
levende
og aner hverken
vores held / endnu en løgn / ser
hårdtslående baglænslanding
i dejsende genrejsning på
den igen, vi piller søvnen
af synet og atter alene
i mørk trappegang, et flakkende
virkelighedslys driver cirkler
med dit fjæs og et spejl af abe;
du er ikke barberet du
gaber din mund af geled
og gnubber din sæd i hånden;
goddag, goddag pattedyr din
gamle computer af kynisk
kød, skal vi formatere os
i nat, så kabler jeg mig fugl
og sener til kontrol, alt, er
belyst
du kan ikke træde
forkert
, for her er ingen
huller i luften skaber du dig
om igen, omkring, du glemmer
alligevel ikke, drevet frem
af system og derfor så hel
som når depression er sygdom
og klarsyn / oprør / lad den fugl
flyve i net af vandmandens
tentakler og kabelledning
under oceaner af mønt
klingende helvede, det er
dit supermarked der er bæst

i drivende drømme af hvor
vender vi os nu handlende /
vandet står fem meter støtte
og en galmand med larmende
erfaring for livet, døv på
sit højre øre, trækker gennem
døren til sølvregn på ruden,
og kommer til dig virrende
med næsen i kaffen og jord
til halsen og trækker dine
arme i cirkler gør ingen
fortræd bare svimmel / opkast
ka-da-da-bum, ka-da-da-bum
så afsted gennem kløvet blåt
bølgende i båden kalder
med navnet nu og klar krystal
i blodet giver overskud
til nattens blæst og blæst trækker
håret fra dine øjne, vi
mærker vores knogleskøre
hænder
og hej vandmand, hugger
tentakler, vugger systemer
og synger forlængst glemte
protester og gudsproteser
i dit bryst, sådan elsker vi
flakkende højt under loftet
med navnet nu og klar krystal
i dit syn og mandag igen
med dum sol og et svedigt lagen
jeg bliver længere endnu
midt i min sump og holder mig
flink i tiden med æg i æg,
tykmælk fra hagen og et koldt
styrtbad; sluger min sæd og så
afsted / frihed er rejsende
gennem zoner af søvn og skrift /
du vender dig til farvel, vi
har en hæl sammen og ses igen
for du er blæst; blå bil, rød bil
hvid bil, trænger gennem byens
væv til hjertet er stopfyldt af
fugl, handlen og trækronetop
med blade der vendes og drejes
og samler solstrålelys, jeg
går under en bro i Nord-Vest;
hey digter, hvad skaber du dig
her for? du skaber dig selv i
dine egne cirkler gør du,
for din gåde er et godt grin / jeg

falder sammen med værket
i mundens røde slim, denne
bobleboblehimmel vrider
armene ned og ind i mørk
trappegang med lange fingre
søgende; krop banker væggenes
puds og gulv banker hovedet
i seng og seng banker kroppe
til kød og kød fordøjes af
kæmper med et ekstra øje for
i det store hele vader
vi stadig om den store sump
med regnhat og et dyr graver sig ind
under huden, logisk nok som
min filosof ville føje efter
hånden tegner cirkler
til regn og det fjerneste
suges ind i min skal, her er
endnu en sulten neger; død
før dagen er omme, han er
næste i rækken – åbner op
for ungpigen og gaber
hendes kød i rigelige
mængder – hey neger, slår du min
tromme an i din sult og dans så
taktfast marcherende så det
hvide i dine øjne gør
din fugl til dødedanser som
en meter og 95
skriblende cirkelhelt af jeg
vender mig i søvnen i den
selvsamme seng med et dybblåt
betræk og arme
til siden
til siden her savler jeg
og
snurrer en omgang om min sol
med blod pulsende og huder
spændt fra gulv til luft : mellemspil :
ka-da-da-bum, ka-da-da-bum
det udstrakte var mit spejl men
mit spejl var fladt men mit fladt var
jeg men udstrakt
og lykkelig
med en hånd i himlen og lyn
dine bukser ned så klipper
jeg dit køn over så du kan komme
dig uden primær identitet
i genfødsel på genfødsel slår
du korsets tegn? når spørgsmålet
er: hvilken afdeling går du
på når kloning bliver dit svar
i fornægtelse af du står
og synker dit spyt som altid
var i begyndelsen aner
du efterhånden den første
sump fra den anden / endnu en
vildvej til cirkelslutning,
det
er slangen der har gemt sig, det
er slangen der har bidt dig, det

er slangen der løser dig fra
dit hyggelige fængsel uden
tordenregn og slim og du vil
hjem det er derfor vandmandens
marmoræg bryder
dit tungekys til søvnighed
og kun dine drømme er svagt
genskær af
du er mærket som
død men endnu levende
, du
har lagt dig i sinuskurven
og hvad kommer nu lukker du
damp ud af dit selv, det er i
den uoverskuelige
labyrint du finder frem til
det rum du ikke anede
var fraktalt; talende vridende
et godt grimt grin til dit mellemgulv
når du blander jeg med selv er
du konstruktør af en skriver
med engle fordømt til din jord
der snurrer en omgang omkring
din trækronetop af hår der
vokser til alle tider til
alle sider accepterer
ingen teksten som den står dér
og
flagrer med en stat i dens
midte
, det er en frygtelig
struktur som presser sig fremad
fremad, fremad æselfjæs, du
er alt for forvirret i dit
tankesystem; det gør krig i
dit øjeæble, du graver
et hul til din dans, jeg skriver
2004 lidt endnu men
man skulle tro du var fremtid
men du ved vi ved fremtiden
er vandmandens, sådan siger
jeg som var det et syn af nat
men det er fuld blænde / sci-fi
funktionærer går ud af geled
hver med et øje stukket ud
og fuld fleksibilitet til
det kommende drøn af kollaps
som nok skubber ud af kurs, men
aldrig mere end den samme
organisme med mindre salt
i det store og hele må
vi, menneskene, hænge godt
fast for ikke at drive
for
fulde vinde
for vores egne
gangstativer er dumme som
fugle med fast arbejde og
lange skingre skrig i dette
vakuumpakket rum som er hvidt
uden udstrækning i dybden
ka-da-da-bum, ka-da-da-bum
OK; jeg synes også at
miste modet, for der er lang
vej hjem; lad mig foreslå
en cigaret i kæften og
madpakke i rygsækken;
æg
og chokolade
/ knirkende
grund under fødderne og vejen
fortsætter med at fortsætte
til nu er skiftet til nu / rødt
lys / hvidt lys og drøn i pikken
og kød hænger fra kroge og
du har en pisk i hånden
og du slår smæld med tungen og
er lynlås og lak / koffein
strækker mine vener så
jeg
må gå under et andet navn
jeg går under for at være
en bro til dit kød
/ kærlige
bevægelser spalter drivremmen
og jeg sidder i din hals som
slangen! med elefantens fod
i halsen og snablen trutter
flag af fly; maskinmesteren
sveder som en gal hund og har
et frygteligt skæg med rester
af organisk materiale
du går tættere på og ser det er
vandmandens tentakler du ved
ikke hvad der står ret i din
dyre bog med hemmelige
formularer for hvordan man
køber og sælger sig selv som
livssyn
som fanden kan danse
spiller kapitalen fallit

overfor drøn og min dødedans
af en finger ret op og ned
af siden med et es i ærmet
og en pistol i skoen når
jeg er blæst i din hovedskal
er du et komma i mit fjæs

ka-da-da-bum, ka-da-da-bum
sådan går der efterhånden
et hav i mit bed af en sump
her / hvor
vi slår tordenregnen
til splinter af sølv
og trækker
dem af venerne til irgrøn
mikrofonkontrol; hey digter
er du af Abrahams slæng når
du spejler dit æg i dagens
emblem og trækker tiden for
tingenes skyld til et digt som
dette slår revner i tankens form
som sprog som krop og en evigglad
slange med knust hjerneskal og lidt
gift i hendes dyb af en hæl
af en gud med is i maven
og en begyndelse uden
udstrækning i længden er det
netop i sumpen du finder dig
i dig selv som
opløst i det
mindste et atomart monster
af udveksling og gendigtning

om det største er det samme
som et godt spørgsmål er
et godt
svar på polernes pokerdans
er en snurren på stedet
og
i kroppen som om den sover
fordi du håber du glemmer
du er dyr med ånd og aldrig
omvendt det samme du tænder
endnu en cigaret og glor
ind i det hele som det nu
viser sig i tunger af røg
og
det hele kan være det
samme
som nu kommer jeg i
dig med dit hår viklet om min
hånd og du går ud af dig selv
for at samle mig til vi kan
dårligt kende os selv for
sved
står i en bue der er spændt
for gale hunde i galop

er frådende masser med en
sag og
et sprog som er deres
eget i en drøm der er min

ka-da-da-bum, ka-da-da-bum
men det er min egen sag i
cirkler som solen er dette
testamente tatoveret
på min hud af papyrus som
ruller sig sammen
når du gi’r
slip på min pik blir der tavshed
lig et tog uden damp men der
er damp nok i dødedansens
drøn
af jeg vender tilbage
igen vrider du din dyne
og griner i mit åbne ansigt som
et komma for sig sætter din
tungetales genkomst i et
blandet andet lys der blander sig
op i dette lys hvor
jeg er mærket
som død
i den rene struktur
af knoglerne vi hænger os i
detaljernes stræder
fører direkte til sumpen
der konserverer din slange
af gummi med mælk der giver
kræft uden at du aner
det sker
på molekylært niveau
er
fedt i mol vores vilkår af
en kølhalet matros holder sig
en hældningskoefficient på
0 er ægget i vores drøm
hvor vi ligger i snurrende
rækker med spyt i skægget som
hundens blik i vores øjne
og blinker til gud, hey digter,
hvad skaber du nu? du drømmer
rette linier gør du,
din nar
er ghostwriter på din fiktion

er endnu en løgn tilføjet
flakkende højt under loftet
styrter en fugl sit næb i mit
øje til sølvregn og udråb:
ka-da-da-bum, ka-da-da-bum
ingen Cirkelhelt for ingenting
gør ingen fortræd bare ondt
som når lungerne sætter det
langmodige i kroppens felt
til en strømpistol der lammer
musklerne med sin overspændthed
før dagen er omme er du
et levende lig, din egen dør
til idiotens rum smækker
med smæld
når du kender dig selv
kender du din drøm som fald ned
gennem det bundløse kar du
kalder bevidsthed
og ser det
er ikke anderledes end nu er det
mandag igen med en dum sol
og et svedent lagen med håb
om en god dag,
det bliver en
lang dag
for du læser et liv
som er bestemt her, hvor jeg slår
med sølvregn på ruden og et
komma til dit fjæs, kender du
et kor af jublende stemmer
som labyrintens muzak, hvor
du dog vader om den varme
sump, mens tyren der er en mand
genkender og kløver dig på
midten med øksen som slangen
så du ligger og hulker
en fontæne af fjer, frihed
er en rejse med en god nats
søvn, og du kan ikke sove
for der er ingen vej udenom
og der er kun en vej gennem
dit selv, skal jeg mærke i min
drøm som om du lever dit liv
i min hule hånd der er klam
ka-da-da-bum, ka-da-da-bum
udstyrsstykker med dampende

dukker er alle en del af bevægelsen

og en dåse med hakkende tunger

med historien in mente

noget helt andet / inden for rammerne

af den vilkårlige som struktureret
dejsende, dinglende klode

som hænger her midt i altet
og er blå og taler et
sprog vi knap tør forstå os på og
ligner en kabale, mens
vi
bilder os noget ind
drejer
den rundt og skubber på luften

som en fjer og tavsheden

gnaver mod en lav horisont

der er rød, mikser jeg som

var det en tanke på form
men det er bare digt / man må
være et mærkeligt menneske
for at holde sig ren og hilse
goddag, med et kabel fra sin
nakke / rødt billede, blåt billede
hvidflimrende trækronetop
sender skrig op gennem
denne den inderste af mine
cirkler, og det er håb, retter
fersk kød på min pandeskal
som
om jeg skrifter
bare fordi
jeg ligner den tåbe der sidder
og er en gentaget tilstand
af delirium og endnu
en bekendtgørelse kommer
ind af brevsprækken på døren
til dette drejende rum der
i bevægelsens anledning
har iklædt sig en kappe af
skygge for mindre svimmelhed
og et varmt hjerte modtager
med åbne læber og pulsen
ophæver forskellene gør
fuglen til sit bur og manden
til sin kvinde med sang og død

du-du da / da da-da-da-aaauw
som når Simon ser en fakkel i
sin sorte saft med mælk er jeg
i frigear for nåden omkring
jorden som månen omkring dig
når det er nat og en trækronetop
som dette fraktale syn af
en virkelighed der netop ikke er
inden for rammerene af hvad
vi tror vi kan forstå os selv
ved hjælp af poesien der bare
skærer rene snit i min
silkehånd med fire fede fingre
og en der peger tilbage
men er mellemrum, hvis du ser
klart er der ingen forskel på
hverken eller hvadsomhelst til
at hulke sig gennem søvnen med
eller klarsyn og tropedrøm
med våd feber og 8 sorte
bærere med mange knoglesmykker
og dårlige tænder, altså
let risiko for at få
det
hele i hovedet
igen
som det viser sig om natten
når man ligger og glor opad
denne rette linie, der kommer fra
det inderste og fortsætter
til det yderste er en kop og
lange skingre skrig og skarpe
kantsten / jeg redigerer mine
syn jeg trumpeterer i dit
fjæs jeg fabulerer for faen
og jeg er grænselandet som
må afsøges for at blive
her. Det var alt.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *