Vælg en side

Men Sternberg!

Jeg forsøgte i første omgang, at skrive dette brev i hånden, for at fremme personligheden; lade den skære sig gennem ordene som et filter, men det fungerer ikke for mig, med den håndskrift. Jeg er vokset op med et keyboard i hånden, og det må jeg altså bare acceptere. Håndskriften er helliget personlige noter, og skitser i fremmede lande. … Jeg tror kun det er mig, der kan læse min skrift.
Du skriver om Positiv omgang med andre mennesker, og ja, en sådan beskæftigelse kræver, at man taler ordentligt til hinanden, at man møder den fremmede, den anden med respekt – netop fordi den anden er sin egen ret, som man selv er det, og fordi man ikke kender den fremmede, som man ikke kender sig selv. Når man med en høflig attitude møder et menneske, siger man; jeg kender dig ikke, og lader derfor være med at være klodset med det der er dit. Man undgår at træde hinanden over tæerne, at støde næserne sammen, før man har danset så meget, at man har skabt en grund, hvorpå det at gnubbe næser ikke er en underkendelse af sin egen, eller den andens integritet. Og det er en forudsætning for den konstruktive, den nødvendige dialog. Med venner står man, hvis de er venner, altid på den grund. Det er derfor jeg ikke kan være uenig med dine betragtninger. Nej, det er ikke bare derfor. Men jeg misforstår med vilje hele tiden, … det med betegnelserne for samtalepartnerne eller sengepartnerne, kan være en udmærket genvej til den føromtalte grund. … men altså, jeg forstår ikke hvorfor det er så sjældent med ordentlige samtaler, jeg forstår det ikke, jeg mener, nu bor jeg på et kollegium med mange unge, fornuftige og oplyste unge mennesker, og vi snakker aldrig med hinanden om mere end; har du noget mælk?, gik din eksamen?, er det i orden jeg skifter kanal?, og det leder nærmere en af de pointer jeg gerne vil gøre i denne omgang, eller høre dine tanker omkring. Dette: Positiv omgang med andre: Betyder det mere end, at man kan holde ud at være i rum eller verden med hinanden? Det håber jeg, som i konstruktiv dialog. Og for at komme ind i en sådan, er det så ikke en forudsætning, som det er en forudsætning i mødet, at man har mod til, at gå ind i dialogen med hele sin holdning, alle sine syn og drømme og historier? Jo, selvfølgelig gør det det, det er selve fundamentet for demokratiet, er det ikke? Men, jeg tror, nej føler at jeg og mine jævnaldrene har meget svært ved at finde dette mod, at møde hinanden som i samtalen. Man har nok holdninger og meninger om ting, men man taler ikke om dem, man lader dem ikke brydes, for man tror at ens tanker om verden er ligegyldige i det store og hele, kan det være lige meget. Det er også trættende at diskutere hele tiden, det er besværligt at tale. …
Det er derfor, at jeres opgave, til fremme for den almene samtale, for mødet, gør mig så varm: Det er noget af det der skal til! Men glem ikke, at komme forbi mit kollegium, denne mainstreamungdom I kan finde her, trænger til at blive stødt på samtalen. Og alt dette er det store – i så fine detaljer – en spejling af, nej, en forvrængning af: for i det store vader magten, og så skal man dukke de andre skal man. …Uenigheden er kun i familie med konflikten, hvis den ikke står på en god og familiær grund af respekt, tillid og mod. Men jeg skriver så hurtigt så langt. Der er alt for mange løse ender, men sådan må det være, det tror jeg på, og altså, alt det bedste til din del af byen.
Lars-Emil