Vælg en side

Jeg læste med interesse i Politiken søndag 23/4 litteraturforskeren Marianne Stidsens indlæg om og udlæg af tidens litterære opgør, der har forfatteren Christina Hagen i centrum – og fik næsten skrevet denne tekst umiddelbart herefter, skrinlagde den og fik den trukket ud til den nuværende tilstand, som så kan få lov at blive offentlig i forbindelse med udgivelsen af White Girl 2 (som jeg endnu ikke har læst).

Stidsen opstiller i debatindlægget en modsætning mellem en individualistisk almen eksistenslitteratur og en kollektivistisk politisk litteratur, der plejer særinteresser. Den sidste, den politiske litteratur, er skurken, fordi den ifølge Stidsen (via Søren Ulrik Thomsens essay Farvel til det blå rum) skubber det ’ufortolkede eksistensrum’ foran sig i stedet for at træffe ind i det. Den korrekte politiske litteratur giver ikke nok eksistentiel modstand, bilder sig ind at have gennemskuet verden, og det er denne den politiske litteraturs fortrængning af det skumle indre og det uforklarlige udenfor, som hun mener at kunne se Christina Hagen tage et opgør med.

Jeg mener, at det er en forkert læsning af Hagens projekt, og det gælder især Jungle og Jungles udenomsværk.

Hvis der er en brudflade omkring opfattelsen af litteraturens politik, så går den mellem den opfattelse, der, som Stidsen, sætter det politiske og det eksistentielle i et modsætningsforhold, og den der afviser et sådan modsætningsforhold.

Stidsen har dette modsætningsforhold som forudsætning for sin kritik af den politiske tendens, mens de unge forfattere, der bliver udpeget som politiske af hinanden og af litteraturens institutionelle agenter, omvendt har adskillelsen af eksistentielt og politisk som problem.

Jeg vil påstå, at en delt og grundlæggende præmis for den nyeksistentielle litteratur, hvis vi regner Jungle som eksemplarisk herfor, netop er, at det eksistentielle ikke er frit af de specifikke forhold, der sætter hiin enkeltes, dvs. hvad der kan kaldes sociale omstændigheder. Der er ikke et hierarkisk forhold, som Stidsen forestiller sig, hvor det politiske kommer før det eksistentielle, men et sammenfiltringsforhold.

Denne sammenfiltringslitteratur undersøger, hvordan vi jeg’er er indlejret i biologi og samfund, hvordan det roder i jeg-huset, hvordan vinduerne er utætte og gulvet gennemtrængt af kryb og fremmede væsener, hvordan hvordan vi føler er sat af en ukontrollerbar omverden, hvordan det at være det ødelagte gennemtrængte menneske – og ikke kunne blive det hele afgrænsede menneske, som Stidsen vil danne – er det grundlæggende eksistentielle vilkår. Det er netop her i indlejringen, at det interessante eksistentielle/politiske litterære arbejde må ske, det er her både problemet og potentialet findes.

Det selvforhold, der tidligere hørte det almene individ til, dvs. den hvide mands, kan ikke forstås eller dannes adskilt fra det udenfors indsivning, den givne ikke-almene identitet som er sat de andre og er sat af de sociale strukturer, vi danner og dannes af, når vi er.

Sammenfiltringslitteraturen udgør en fortolkningszone, hvor vi nedefra kan skimte den individuelle erfarings forbindelse til de politiske konflikter, og også måske de makropolitiske bevægelsers (tidens nedernhed, alt den vrede og håbløshed, som tidens politik dannes af) forbindelse til tidens særlige, almene eksistens-oplevelse, der ofte nok har karakter af sammenbrud, fremmedgørelse og medskyldighed.

Hos forfattere som Asta Olivia Nordenhof, Rolf Sparre Johansson, Maja Mittag eller Caspar Eric (for at nævne nogle sædvanlige mistænkte) er de næsten-biografiske jeg’er rigtigt nok hærget, de smadres af tidens krav og får ikke lov at komme til sig selv, men de forholder sig i deres litteratur til den udsathed uden romantik og uden et (entydigt) politisk program.

Det er en udsathed og en ødelagthed, der kan forbindes til samfundets fordeling af sociale positioner, de jeg’er finder sig ikke til rette i de tildelte pladser, men der bliver ikke – som i den 70’er-karikatur som Stidsen via Bukdahl tegner op – givet simple eller entydige forklaringer eller løsninger, der er ikke noget revolutionært forsvindingspunkt. Den eksistensrealistiske politiske litteratur, som vi kunne kalde den, blotlægger de indre ruiner, sammenbruddet, rimeligt nøgternt og synliggør det i en almengørende litterær handling.

Hvis der sker en generel afvisning af kunsten som eksistensens blå rum, og sådan en afvisning er sandt nok noget upoetisk, så er det en afvisning af kunstens hierarkisættende karakter, kunstens privilegering af specifikke subjekter og værdige erfaringer (de neutrale eksistensers) til fordel for en besindelse på mere hverdagslige sociale koreografier – der ikke fortrænger erfaringens politiskhed, men synliggør dens karakter heraf, og denne lad mig kalde det myndiggørelse er selvfølgelig forudsætning for det litteraturens virkningspotentiale, der kan kaldes politisk.

Måske fordi kunsten i dens autonomi kommer til at repræsentere en fortrængning af det forhold, at individet er samfundsmæssigt indlejret, og også danner en særdeles politisk deling af almene (æstetiske) erfaringer og uegentlige (uæstetiske) erfaringer, der gøres af ikke-personer med særinteresser, en deling, der er snævert forbundet med, hvem der får lov at blive personer, hele eksistentielle mennesker.

Samtidens politiske litteratur er en litteratur, der arbejder med eksistensen som en stenhård affære og altså ofte har det poetiske eller det skønne eller det perfekte som problem, fordi det ekskluderer, fortrænger og adskiller. Til denne gruppe må man, modsat hvad Stidsen gør, tælle Christina Hagen.

Hagens aktuelle værk Jungle åbner med en beskrivelse eller besyngelse af feriereservatet all inclusive: ”Holder man sig inden for all inclusive-området, hvilket tilrådes, så slipper man også for de farer, der truer i det virkelige liv”. Det ligner jo en programerklæring for kunsten i reservat, en autonom kunst, men det er, mener jeg, et ironisk program. All inclusive-zonen er et ulykkeligt ensomt sted, der er gennemsivet af ulige magtrelationer, forfatter-jeget kan ikke slippe for at se sig selv spejlet i den opsynsmandens solbrille, det er en yderst privilegeret krop, der bliver set igen på, og som spejler den ikke apolitiske kvindelige begærskontrol, der hersker i det almindelige samfund.

”Sorgen kan være så tung, at man ikke kan tænke på noget andet. I den periode, der vil man give 5000 kr eller 10000 kr bare for at se den anden gå forbi sit køkkenvindue.” Står der et sted om kærestesorgen, men kæresten kan købes, og det må jeg’et så forsøge at fortrænge for at blive fri, hvis det vil være fri, så er det på andres bekostning, så at sige.

Et andet sted står der om forelskelsesaffæren: ”tanker om økonomi, fælles interesser, hensigter og uddannelse er fuldstændig uinteressante” – for det kvindelige begærende subjekt, der har det økonomiske privilegie, som objektet for forelskelsen netop ikke har, fordi han – som kvinden i andre sammenhænge – er afhængig. Men det er bare tekstens jeg, der tydeligvis fortrænger relationens økonomiske og racistiske grundlag. Teksten selv handler netop om, at begæret og kroppen og forelskelsen ikke kan undslippe at være indskrevet i ’det politiske’.

Som repræsentant for den politiske litteratur nævner Stidsen også min bror Peter-Clement Woetmann, at han kraftigt antyder – et uspecificeret sted – at den litteratur, der ikke forholder sig til verden, skulle være ligeglad med verden omkring sig. En sådan stråmand er jo svær at forholde sig til, og jeg kan kun fra privat side melde, at det ville overraske mig gevaldigt, hvis Peter-Clement skulle mene sådan.

Men læser man hhv. Christina Hagens Jungle og Peter-Clement Woetmanns Bag bakkerne, kysten, så er det Hagen, der skriver fra det udenfor, der stiller sit sig i modsætning til systemet samfundet, det sammenbrudsromantiske sted, som kalder Stidsen det. I Jungle opskrives i hvert fald junglen og all inclusive-resortet som steder, hvor det er muligt at slippe for sig selv – og for undertrykkende krav om moral, selvkontrol og god smag – men kun i kraft af den viljeshandling, der er den privilegeredes privilegie – og som hele tiden bryder sammen og bliver afbrudt af de blikke, der kigger igen og kun lemfældigt spiller med.

Hvor Hagens forfatter-jeg forlader landet for at forsøge at føle sig fri ved at fortrænge refleksiviteten, så tager Woetmann omvendt stemmen, som den, der står indenfor, på den rigtige side af grænsen, på sig. Begge har som problem, vil jeg mene, den belejring, som jegfæstningen er under, at følelserne ikke er private, at de er sat af det udenfor – og også af den vold, ingen slipper for at deltage i i virkeligheden.

Hos Peter-Clement Woetmann forbindes det smukke, det poetiske med den vold, som flygtningen bliver udsat for, forfatterkroppen er det danske landskab, hvortil den flygtende krop er forment adgang.

Hos Christina Hagen er det omvendt det uformede og grimme, der inkluderer, men kun udenfor samfundets almindelige system i ferieresortets all inclusive – bare som flugt i kroppens kønnede begærsmaskine, kroppen, der fylder sig med materie, mad og pik, i jeg-destruktion: ”der er noget enormt trygt ved at kunne forsvinde på den måde; at simpelthen opløse den man er og lade det være op til det nye miljø at bestemme sig for, hvem man nu er i stedet”, som hovedpersonen skriver om sit ophold i resortet.

Den ene strand, den danske, er sorgens sted, hvor de udsatte kroppe, flygtningenes, skyller op og forstyrrer forfatter-jegets eksistentielle ro, trænger sig på. Den anden strand, ferieresortets, flygter forfatter-jeget til for at slippe for den selvbegrænsning, der gør ulykkelig, men den frihed holdes bare oppe ved et stærkt og særdeles synligt filter på de mismodige steder og forhold.

Hagens (grammatisk) grimme og (moralsk) forkerte sprog og på den yderste overflades anti-politiske holdning spejler Peter-Clement Woetmanns smukke sætninger og tydelige politiske emne. Hos Hagen peges der på en racisme, der sidder i begæret, hos Peter-Clement Woetmann på, hvordan nationalstatens hårde afvisning af kroppe, der mangler beskyttelse, producerer en territoriets medskyld, der sætter sproget i politisk affekt, der gør opholdet i det blå rum ulideligt, umuligt apolitisk.