Kære Lars

Jeg har vanket i golde egne. Jeg har været et negativt menneske. Det er jeg kommet frem til. Mit sprog har været langt ringere(i forstanden: mindre positivt) end både V´s, K’s & DF’s. Jeg har ikke tidligere kunnet opfatte sproget som så radikalt adskilt fra virkeligheden, som de kan. Det kan jeg fortsat ikke, men dog er jeg nået så langt, at jeg nu har indset, at jeg ville blive langt lykkeligere hvis jeg kunne. Hvilke poetiske muligheder ligger der ikke i VK’s politik med at navngive alt på ny? Og hvilken magi(ikke mindst for børnene!) ligger der ikke i at have julemanden som statsminister – ikke en uge går uden, at der deles et par checks ud til et eller andet. Den evige højtid. Hvilken overbærende hensynsfuldhed ligger der derudover ikke i, at vi ikke hele tiden behøver at tale om noget af alt det ubehagelige? Valgløfter skal være en sweater af god, bedre, sund, dynamisk, stram, udfordring – og flere timer i dansk (far kigger med et intenst blik rundt på alle børnene i lokalet).
“Hamrende uenig med regeringen”? Nej, i de næste mange år vil jeg istedet være glad og have tillid til at alt nok skal gå. Jeg husker turene hjem fra sommerhuset, hvor far kørte bilen, og hvor jeg bare kunne sove i tiltro til, at vi nok skulle komme hjem. Sådan vil jeg leve. Når danskerne tror på de positive ords trolddomskraft, må digterne følge med. Jeg vil følge med.

PS: Jeg er omstillingsvillig og fleksibel, men ville nogen eventuelt henvise mig til en pille, som kan få mig til ikke at synes, at det er mærkeligt, at kommunikationen med disse nymodens positive skabninger er så ny og så anderledes? De kigger på alle, men de kan ikke høre noget. Jeg synes det er uhyggeligt. Det er jo sikkert ligesom da vi først fik computere. Man skulle lige sådan vænne sig til dem. Her i opstartsfasen (som for svage sjæle synes uendelig) hvor vi allesammen skal lære den nye tids medskabninger at kende synes jeg, at det ville være rart med noget til at tage kanten af ubehaget. Hvad er folkets hemmelighed? (Folket. Se: http://www.dr.dk/nyheder/politik/article.jhtml?articleID=228390 )

Sternberg