Vælg en side

At arbejde er at glemme, at glemme er at arbejde, kunne man sige tingene hænger sammen? Alt er forbundet uden at betyde noget. Det er oliepriserne der stiger, oliepriserne …, og kaffepriserne der falder, men det spændende er: Hvordan påvirkes vores samfund?, om vi overlever stagnationen? ((det gør vi sgu nok) eller endnu mere spændende: hvordan påvirker det forholdet mellem stammerne?), hvis ja, så er der ingen tvivl, det er en sund proces, så længe vi holder vores hoveder kolde og hjerterne varme, eller rettere eller omvendt, rettere: når samfundet skrælles ind til benet, vil det åbenbare sig om folkesjælen er sund eller syg? Det foregår i det mindste. Og gentages i det største, som en gentagelse af det første. Intet bekymrer mig virkeligt ikke. Jeg klarer mig. Jeg har min dag, og kan altid hvad og videre. Men jeg bekymrer mig for mine jævnaldrende, mine kære jævnaldrende: I ved virkeligt ikke, eller nærmere, modet er opløst i forskellige studieretninger. Kunne man sige? Pædagogikken gør blød og modtagelig og til at snakke med, men forbruget lokker med sine handlemuligheder. I den forstand er alle forbrugere aktivister eller aktionærer, Men, man handler ikke virkeligt, man leger bare syg. For hvem, kan finde ud, finde ud af at aktivere sig selv, når stagnationen for alvor sætter gennem. Hvem orker at komme op til ingenting: Alle universitetets børn er blomster, man skal bare huske, at plante dem med hovedet nedad, man skal bare huske, at give efter for trangen til at sige: vi er de rigtige. Jeg tillader mig at sige det alligevel: Reklamen er syg, danskeren er småborgerlig, på en sådan rigtig kedelig og bemærkelsesværdig måde, der minder lidt om visse isolerede arter, der længe har levet uden bekymringer, på øer i en ukendt del af verden. Men altså også med visse specielle, særegne karaktertræk. Jeg siger intet, men noget falder ud. En gentagelse er også et udtryk og en holdning. Degenereret kunst f.eks. Således befattet og gennemgående kan jeg gennemgå mit program. Allerede er forsvundet ud af mine drømme. Bare fordi.
Hvordan finder man sig i sin ensomhed? Vi mangler mod, vi mangler karakter, vi mangler evnen til at sortere, sortere fra. Samle ind. Overstrømningen er vældig, men det er let at sætte sig ud over. Jeg gik ud fra, den anden dag. Og fandt et ansigt at bære. Men jeg mener stadig intet alvorligt. Intet er sikkert: Jeg anbefaler helt klart en kombineret model, bestående af modstandsfrihed og bevidste fravalg, læs dagens avis, men lad være med at købe den. Så er det sagt. Fremtiden kommer alligevel, men hvis du ikke gør tingene, sker der ikke noget. Tingene hænger sammen og blander sig op i. Balladen er til at tage og føle på. Folk dør i virkeligheden. Sådan rigtigt, og det er ikke altid særligt behageligt. Til tider er det ligefrem grimt, og det er en pille man bliver nød til at sluge. Altså, det er klart at politikerne er forløjet og medierne manipulerbare. Men det gør det også let, altså, at tone frem på skærmen, at sige tingene som de er. Man griber til de forhåndværende redskaber. Fingrene og munden som udsøgte kilder til nydelse. Men der skete ikke meget den dag. Det gjorde der ikke, og hvorfor så? Jeg beder gerne om mere kaffe, og det fornøjer mig ikke at betale, altså det fornøjer mig, for det fritager mig for arbejde, altså det arbejde, der ikke er til at sige sig fra for. Som betyder jeg er fri til at levere min ydelser gratis, måske, man kan tale om at danskeren er et opløst begreb? Både og, hvis du kan læse mine læber, skal du være velkommen i mit værested. Og jeg anbefaler at sætte i stedet for. Åbenhed betyder modstandsfrihed. Frihed betyder at kunne sige fra og til. Tolerance er et spørgsmål om temperament. Og det hele fortættet i et forvirret udsagn. Gå gerne over for rødt, men det er også ok for mig, hvis du holder for grønt. Jeg blander mig ikke, men jeg blander mig gerne op i din tænketanker. Fordi jeg kan, og fordi du og de heller ikke kan lade være. På den led kan man sagtens tale om vilkår, men ikke uden at sige mulighed. Gaven at turde tage det bedste fra det mulige uden at tage noget for nogen eller nogen for noget. Det kapitalistiske samfund er afhængig af billig energitilførelse. Sådan er det bare. Oliejunkie. Alle de mennesker som er afhængige forstår jeg så glimrende, og også deres modstand. Men det er surt. Og derfor er vi på vej ind i en revolution, og det er ikke umuligt at vi allerede står i den. Nej, det er slet ikke umuligt. Men hvor voldsomme bliver abstinenserne, hvor meget krig skal vi igennem før vi er igennem? Jeg siger ikke Irak, men jeg siger at Irak bare er et forspil, et forsøg a la dette, man ser det når magtkampene for alvor tager til, og historien skrives baglæns. Uden at være surmuler er der måske en parallel mellem Irak og Spanien? Jeg siger bare, lad og være og arbejdet med en ny infrastruktur begynde. Polyfonismen er en klar løsning på et umuligt overblik. Jeg skriver en glimrende mulighed at sammenligne samfundet, systemet, markedet – offentligheden – med en koloni af bakterier, eller måske klarere: Et tarmsystem med en mangfoldig flora, som altså, det betyder ikke noget hvis noget bliver skåret ned. Evnen til reproduktion er overvældende. Om en måned er en evighed. To måneder en plan værd, tre en årstid, fire et semester, fem en -tilstand, seks måneder er forsvundet, og alt er det samme. Og så videre. De undseelige forandringer, der ændrer alt. Et øjebliks penge og verden er en anden. Du kunne være død, men du lever. Det er ikke svært. Nej, intet er svært. Jeg er virkelig. En urolig stemme. Ksavd! Der falder i alle de fælder, alle de huller der er umulige. Begrebsforvirring! Syntaksforvirring! Upræcision! Og så videre. Jeg drømmer om igen at drømme når jeg sover.