Vælg en side

Mikkel Thykiers diagnosticering af litteraturen som begivenhed i ”Over for en ny virkelighed”, at den enkelte bog forsvinder hurtigere end fanden får sko på, og den derfor er blevet løsrevet fra det fælles, nok noget i retning af den ofte omtalte borgerlige offentlighed plus at denne offentlighed qua sin manglende forbindelse til litteraturen ikke længere forstår den, fordi de æstetiske skred (fremgang!) i litteraturen ikke er sevet ind (dvs. ned). Offentligheden er simpelthen for træg.

Som sådan dur det ikke længere at skrive litteratur, der forestiller sig, at den skulle have et ærinde til fordel for det fælles bedste. Litteraturen må tage vilkåret på sig, og derfor udfoldes i partikulære rum, hvor inventaret (gode forfatter + kloge læsere + fede bøger + selvbevidste oplæsninger + smarte tidsskrifter) er opdateret (og selvproducerende), dvs. i stand til at kunne følge med tiden. Det er der en vis sandhed i.

Men problemet er, og der er et problem, at litteraturen fortsat er en klump. Selv MT reproducerer klumpformationen ved den bestemte form ental: litteraturen = klumpen. Klumpen er en udifferentieret masse, hvis eneste egenskab er kvantitativ – hvor stor er klumpen, hvad er massefylden (og dermed: hvor stor tyngdepåvirkning har den på den anden klump, offentligheden)? Lissom spørgsmålet bliver: hvor stor del af klumpen udgør det enkelte værk? Klumpformen hænger sammen med bogens karakter af at være et kapitalobjekt, og som sådan er det i denne egenskab, at de litterære institutioner behandler den. Det store forlag er interesseret i at klumpen bliver så stor som muligt (som kapitalgenerator), anmelderne i, at opsuge så meget af den, så længe den kan virke til at gøre deres egen klump (pressseklumpen) så stor som mulig, litteraturstøtten i at offentlighedspåvirkningenen maksimeres (for legitimitetens skyld),bogskrivningen som profession osv.

Det er med andre ord lige meget, hvordan klumpen virker, bare den virker.

Modstrategien bliver tilsvarende at opløse klumpen, dvs. differentiere den, og som sådan udskille et stykke af klumpen, omprogrammere denne mindre klump til en maskine, der virker på en bestemt måde. Når dette sker i et tilpas stort omfang, vil litteraturen blive en maskinpark, men en park, der har mange forskellige funktioner. En sådan bevægelse håber jeg på kan iværksættes, hvis jeg skal mene noget på et generisk niveau.