Normalt, når du laver mexicansk bønnegryde har du ikke tid til at lave den ordentligt. Du bruger bønner fra dåse, du simrer ikke igennem, er det ikke sandt?

Men for tiden er ingenting normalt, jo. Du går rundt på tomme gader, og du kan ikke flygte fra dine børn eller din elskede eller dig selv, kontoret er lukket, du er låst til hjemmet, en lille ensom løbetur, du har ikke andet end tid, arbejdet løber ingen vegne. Nuvel, der er ikke andet for end at gå dybt i madlavningen, bruge tiden som ingrediens.

Gryden har jeg lært at lave af min kæreste Kirsten, der har lært at lave den af sin ven, da hun besøgte ham I Brasilien. Han rejser meget og havde også været i Mexico, men grundlæggende er det en ret, der handler om at koge bønner igennem, give dem dybde, i dag laver han den vist i trykkoger.

Du har over natten blødt dine sorte bønner ud.

Dem skal du bruge, du kan udskifte dem med andre bønner, men de sorte er nu bedst og flottest, synes jeg. Du skal desuden bruge løg, andre grøntsager og en flok krydderier, måske noget kød. Da vi lavede gryden i dag herude i Sommerbyen Ejby, hvor vi er flyttet til til karantænen og sommeren, var sæt-listen: Sorte bønner, løg, bløde gulerødder, blegselleri, skramlet rød peber, en dåse tomater, et par jordskokker, der sammen med et par svinekoteletter var gået forkert, og så krydderilisten fra Valdemar ros tilsvarende, men hastigere, gryde: indisk karry, koriander, paprika, ingefær, hvidløg, kardemomme, spidskommen. Det går nok, hvis du glemmer det ene eller andet.

Ofte kalder opskrifter på bouillon-terning fra pakken, men jeg foretrækker at lade grøntsagerne gøre arbejdet. Som smagsforstærker bruger jeg fiskesovs og salt, så slipper jeg for smagen af automatsuppe, som minder mig om tømmermænd: I mine tidlige tyvere havde jeg den tømmermændsvane at lunte ned på biblioteket for at trække en kop suppe, så jeg kunne få energi til at begynde dagen. Ok, det er et dårligt tip.

Alting begynder med et løg, men jeg begyndte nu med at brune mit ternede kød i en sjat olivenolie, hvorefter jeg udskiftede dem med mellemfint skåret løg, gulerødder, selleri – som en soffritto, jo – der piblede lidt sammen med alle krydderierne. Da jeg var træt af at kigge på den fest tilføjede jeg dåsetomaterne, kødet, bønnerne og nå-ja jordskokkerne, skruede ned og glemte alt om retten i … hvad var klokken, 11? … i 7 timer.

I den tid forvandlede retten sig til en skøn sort-brun masse, der havde udviklede noter af kakao, ikke helt nok, tænkte jeg, så jeg smagte den til med: kakao, og så kom Kirsten med revet citron, og selvfølgelig: salt.

Du kan koge ris til eller lade være, retten har også glæde af lidt gæster, så den ikke ser så kedelig ud, selvom den har en herlig robust attitude, er det ikke sikkert at alle sætter lige pris på det dybe brune. Det gode ved karantænen er, at du ikke behøver at gætte på hvad dine gæster ikke kan lide. For de kommer ikke.

I dag klippede jeg lidt grønt drys af persille, ramsløg og løgtop, mest for farvens skyld og fordi jeg havde det ved hånden. Jeg må nu nok sige at ramsløgens hvidløg (husk nu for guds skyld at holde afstand, hvis du plukker ramsløg i tæt bebygget område, fx hvis du bor på Nørrebro (hvilket jeg tror mange af mine læsere gør), og plukker ramsløg på Assistens (til venstre for udgangen til Hans Tavsens P), så kan det godt blive lidt tæt) også gjorde noget godt for retten. Du kan også finde på andre ting at gøre karantænegryden selskab med.

Mørk øl til mørk mad

Du bestemmer selv.