Jeg har genskrevet indlægget til en kommentar i Atlas , læs her.

Det er helt på sin plads, at Jonas Eika (udover velfortjent at modtage Nordisk Råds litteraturpris) benyttede sin prismodtagertaletid til at fremføre en politisk kritik, der var upassende. Forfattere har ingen pligt til at sige tak og amen eller at tale hverken den ene eller anden efter munden, eller at indtage en taknemmelig position, fordi de bliver sat på en scene, som statsministeren er sat foran.

Hvad jeg især godt kan lide ved talen, er dens indledende bestemmelse af det litterære sprog som ”Et sprog, der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åbent for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvorfra en ny orden kan komme.”, ligesom jeg også finder det afsluttende spørgsmålstegn ved ’det afgrænsede uniforme selv’, interessant, ikke mindst fordi det udpeger den nye orden som ikke blot en verdensorden, men også som en anden jeg-orden – om end der også ligger en dyrkelse af selvudslettelsen som ideal og truer, som man – paradoksalt nok – skal være meget stærk for at bære, hvis man skal undgå at identiteten sætter sig uden på tøjet.

Reaktionerne på talen har enten været til den helt forargede side eller til den helt begejstrede, mens få forholder sig til det konkrete politiske indhold, der ligger mellem begyndelse og afslutning, og som er talens egentlige ærinde, måske er det for tidligt. Måske skyldes det, at talen ikke selv lever op til den åbenhed overfor det ubestemmelige og det uudsigelige, som den sætter som ideal for det litterære sprog? Det litterære sprog egner sig hverken til at pisse folk af (højest ved dets undermineringsarbejde) eller til at mobilisere til politisk handling, fordi det mangler enkle forklaringsmodeller og dertilhørende klare modstandere. Og måske skyldes det endda også at talen ikke er ’på højde med verden’, fordi den kun betragter uretfærdigheden med det ene øje – som effektiv politisk retorik gør det, hvis det skal virke i kampen om opmærksomhed.

I alle tilfælde, mener jeg, er det ligeså udsigtsløs at give sig hen til fejringen som til afvisningen, man må forholde sig, ak.

Talens centrale anklage om, at regeringens førte politik er racistisk (og resultat af en fremadstormende racistisk og islamofobisk nationalisme), at staten er præget af racisme eller er racistisk. Det er en ubehagelig påstand, fordi den gør os, der tænker os som en del af det danske samfund og føler medejerskab til staten, til medskyldige i uretfærdighed. Eika giver tre argumenter for, at det forholder sig sådan. Først en generel betragtning om, at Danmark (og de andre nordiske lande) skulle være afhængig af hvidhed for at kunne opretholde den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed, og at det skulle være en arv fra vores koloniale fortid, dernæst den såkaldte ghetto-lov og endelig eksistensen af flygtningelejre (af forskellig art). Er det ikke delvist sandt?

Det tror jeg, ghetto-pakken bryder med et princip om ikke at skelne til etnicitet, men virker dog kun lokalt – og er også svar på en problematisk ophobning af sociale problemer i et udenfor mere end det er resultat af hvidhed eller racisme, mener jeg, fordi problemet, de sociale problemer i udsatte områder, er virkelige. De er også knyttet til traditionalistiske familie- og kulturformer, og en udenfor-identitet, der forstærkes af en sjældent selvvalgt mindre kontakt til det almindelige samfund, som til gengæld, mener jeg, har en pligt til at blande sig –

Mens udrejsecentrene er produkt af det forhold, at fællesskabet har en grænse, at en ikke håndhævet asylpolitik ophober spøgelsesborgere, destabiliserer det politiske fællesskab, der ikke virker uden et fælles sprog eller underminerer befolkningens villighed til at hjælpe dem, der står udenfor fællesskabet. Det er ikke sandt, at udmøntningen er et fedt, at det kan være lige meget om det er Nye Borgerlige eller Socialdemokratiet, der indretter lejrene, men det er nok sandt, at ingen har et alternativt svar, hvor staten kan beskytte enhver. Løses det problem ved at ophæve staten eller lukke lejrene? Jeg tror det ikke.

Medens den skæve internationale orden er et resultat af historien, herunder den koloniale historie, og der er helt sikkert også koloniale aflejringer i kulturen, samfundet og staten, hvad enten vi taler om det hvide Vesten, Norden eller Danmark. Men det betyder ikke at den struktur er bestemmende, afgørende for, at kulturen og den konkrete stat ikke også er gennemkrydset af andre – og også mere betydende arvemaskiner.

Det er oplagt at pege på de liberale frihedsrettigheder, som de rettighedsløse, hvide nok, fik podet staterne med, så de blev retsstater, pege på den økonomiske omfordeling indenfor staterne som arbejderbevægelsen fik gennemtvunget (og delvist tabt igen), pege på frigørelsen fra familien (den grundlæggende racistiske enhed) og kirken – som især velfærdsstaterne har muliggjort, men som også er resultat af modernitet i bredere forstand, hvortil også ’kapitalismen’ må siges at høre. Og staterne er også gennemkrydset af den humanistiske forpligtelse som har præget de vestlige samfund (mere eller mindre) efter 2. verdenskrig, hvorom kampen i høj grad står i dag, og som udbreder staternes forpligtelse til flere end statsborgerne og udover magthavernes personlige interesser.

Alle ting der sætter sig i ikke-racistiske statsstrukturerer som fx forbud mod diskrimination ved ansættelse, skærpet straf for racistisk motiveret vold, (ideal om) beskyttelse af flygtninge, lige rettigheder for alle borgere med indfødsret, udbredt ret til dem, der ikke har indfødsret men opholdsret, principielle menneskerettigheder til resten.

Jeg nævner ikke disse forhold for at sige, at vi ikke skal, slet ikke at Eika ikke tale om den koloniale arv, eller overveje i hvilket omfang, at hvidhed muliggør racisme, eller overveje – ved hjælp af begrebet hvidhed eller den litterære forestillingskraft/destabilisering – hvad der står i vejen for en mere åben og retfærdig verden, afsøgende, og en bedre beskyttelse af dem, der er tvunget på flugt.

Jeg nævner det for at advare imod, at blikket på den ene uretfærdige struktur i et totaliserende blik dækker for de andre positive strukturer, der også gennemstrømmer den demokratiske nationalstat, så vi ikke mister respekten for de sociale kampe som vores samfund også er resultat af, så vi ikke glemmer alt den almindelige retfærdighed og liv, så vi glemmer, at de (liberale, sociale, demokratiske strukturer) i høj grad er forudsætning for både et fortsat velfungerende samfund, der er i stand til at yde beskyttelse for dem, der trænger.

Jeg nævner det for at underminere den stærke antagonisme mod de store abstrakte magter (dragerne: staten og kapitalen vs. dragerne eliten og islam vs dragerne magten og døden) som er tidens, som muliggør en stærk udenfor-identitet, hvor kun det radikale udenfor kan findes legitimt, den anarkistiske position, og som gør det faktisk eksisterende ikke-racistiske kedsommelige fællesskab til fjende. Uden forsoning, opløses den fælles grund og vi dømmes til kun at kunne finde hinanden som fjender i voldens magtfrie rum.