Vælg en side

Jeg er brætspiller, måske ikke fuldblodsbrætspiller af typen, der har brætspil som primær interesse, som hænger på boardgamegeek og laver lister og diskuterer regler, som kan genkende spildesignerne på spillet eller som har et alt for omfattende brætspilsbibliotek. Men jeg sætter gerne søndagen af til en omgang brætspil, når lejligheden byder sig, jeg elsker nye regler og jeg gider ikke useriøse spil, jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår hvorfor.

Jeg lærte tidligt at spille skak, jeg var fire, da min mor lærte mig reglerne, mens hun gik hjemme og ventede på min brors ankomst til verden. Det meste af min barndom gik jeg til skak i Øbro og deltog i turneringer, at være skakspiller er klart en del af min fortælling, selvom jeg aldrig var noget kæmpe talent. På fritteren herskede niller og jeg over brætspillene, jeg husker det som om, at det var det eneste vi lavede, vi spillede Derby til solen blev sort, ekspanderede Ludo ved at sætte plader sammen og tæskede Risk natten lang, da vi blev lidt ældre. Brætspillet var et sjældent trygt rum, hvor det ikke var de friskeste drenge, der herskede.

Som voksen er det svært at få tid til brætspillene, og det er især svært at finde tid sammen med de nødvendige andre, der heller ikke har den tid til overs. Brætspillene ødelægger tiden, det er en væsentlig egenskab ved dem. Der kommer ikke noget ud af dem, de har ingen funktion, de bør være lukkede systemer, og når de er bedst, optager de så meget opmærksomhed, at de dårligt nok er anledning til samtale – om andet end spillet. Man kan være sammen uden at være afhængig af ulidelig snak til at bekræfte samværet og man kan synke ned i spillet, så almindelige bekymringer fader ned for en stund. Brætspillet er verdensflugt, selvfølgelig. Måske er det også derfor, at jeg ikke er meget til underholdningsspillene med quizer, socialitet og alt for mange åbninger udadtil. Spillet skal være et lukket system.

Det er ikke ligemeget, hvilket spil, der spilles. Spillet skal have æstetisk holdning, som skak, hvor enkelthed og stor abstraktion dækker over uendelig kompleksitet og massere af fortælling, eller som i god litteratur, hvor tematik og struktur spiller sammen på en rimelig nødvendig måde, det elegante eller det grove, det platte eller det absolut seriøse. Spilmekanikkerne skal helst være originale, de skal give følelse af kontrol, der skal være et mønster at gennemskue, men samtidig skal de være uforudsigelige nok til at overraske. Gå balancen mellem beherskelse og kaos. Der skal være beslutninger at tage, som har konsekvenser. Der må gerne være detaljer at sætte sig ind i, men spillet må på den anden side heller ikke drukne i opslag og regeldiskussioner og mærkelige undtagelser. Det skal være gennemskueligt, spillet, og udfordrende nok, så der er en kompleksitet at beherske. De fleste kender kun de mest populære spil, Risk, Bezzerwizzer og Settlers, f.eks., spil der er lette at lære, hvilket er synd, for der er en stor mangfoldighed, når man orienterer sig en anelse.

Vi samler os omkring bordet, med snacks og tid nok, sætter spillet op, det er en stor del af fornøjelsen, forberedelsen, alle de små papkort i de rigtige bunker, den første famlen efter en plan, og så spillet, der begynder at få struktur, som det skrider frem, de drivende konflikter, motiverne, kommer til syne. Det er uinteressant, hvis afgørelsen falder for tidligt, men derfor må man spille til alligevel – uden hensyn. De værste spillere, er dem, der ikke giver sig hen, der bare tjatter lidt, så er det alligevel bedre med spillere, der tager spillet så alvorligt, at de bliver handlingslammede af frygt for at lave fejl. Bedst er det, når der er plads til hån, dril og verbale afledningsmanøvrer, men stemningen må ikke blive ond, selvom det altid er en mulighed. Den gode spillegruppe er en værdifuld sjældenhed. Så der kan samles et vi, så tiden kan slås ihjel med fornøjelig abstraktion, mens der ventes på døden.