plus

Udgivet af lewn

Stensikkert at trælle sig vej mod døden.

Jeg vil gerne skabe falske dokumenter, der mimer virkeligheden, så man ikke kan skelne, fiktiver så varmblodet at papiret får feber og digte, der kan skære gennem hud som laser eller brødkniv.

Hun er ret kedelig. Foretrækker at gå i biografen frem for at danse. Er ikke den store musikelsker. Men det gør ikke noget, for jeg elsker hende. Hun dræber ethvert selskab. Griner aldrig og taler kun om sig selv. Men det gør ikke noget, for jeg elsker hende.

Efterhånden står det klart, at vi ikke har noget jeg, at sproget ikke rigtigt ikke findes men heller ikke omvendt, og at vi sidder her sammen i hvert sit rum i hver sin tid. … Det er udmærket. Vi betaler med vilje for lidt og vejer for fanden for meget.

I Israel er det endnu sværere at forlige sig med sin identitet. Det gælder i særdeleshed for de israelitiske kunstnere. Joshu f.eks. har undersøgt sin identitet med hjælp fra en række samtaler med

palæstinenserne. Det var hårdt men øjenåbnende. Vi har aldrig prøvet det før. De væsentligste forhindringer er båret af angst. Udstillingen står i Berlin.

Georg trak røvballerne sammen og tog fat. Det havde været en kort sommer. Efteråret var kommet før forventet, så der skulle arbejdes igennem. Heldigvis har de masser af maskinkraft på deres side. Det bliver ikke noget problem at få arbejdet gjort til tiden. Men resultatet vil skuffe. Fuglene trak tidligt det år. Forsikringsselskabet dækker tabet. Vi går gennem skoven og tæller træerne. Der er ret mange. Skemaet taler om nødvendig forcering.

Bl.a. de blå anemoner. Og lærkerne og de benede rødder. At sætte pris på naturen. Stiernes naturlige fald. Skabelsens vidunder osv. Vi gik og talte eksalteret om de nødvendige handlinger, om mulighederne og hinandens herligheder, da den første tordenbyge slog ind over skoven med en sådan kraft, at selv træernes kroner gav dårlig beskyttelse. Og det var bare den første byge. Allerede gennemblødte bliver vi ramt af den næste, men nu taler vi ikke bare regn. Vi taler hagl.

Georgs makker og konkurrent i kærligheden, Anders, er en stivstikker når det kommer til eksotisk mad. Det er på den ene side et plus på den anden side et minus i spillet om Katarinas gunst. Hun laver en satans god rødbedesuppe, men dør tidligt det år. Fremadrettet er de overladt til hinanden. Kragerne og solsortene skændes ofte om, hvem der har mest ret til marken. Det er svært at se en ende på konflikten, der hele tiden truer med at blive blodig. For alvor. Sandheden er vel, at der skal være plads til os alle sammen. Uanset hvilken nation eller race eller hvilket køn vi nu tilhører. Tilfældets magt og skæbnens forbandelse.

Jeg så en udstilling den anden dag, der handlede om at genopføre begivenheder, der allerede havde fundet sted. Den satte ting i gang. I mig selvfølgelig. Jeg ved ikke, om den går længere, men der burde være en chance. Du burde altså gå ind og se den, hvis den stadig går. Selvom – det indrømmer jeg – konceptet virker stenet og meget, ja, konceptuelt. Jeg blev rørt på en måde, som jeg sjældent bliver af samtidskunst. Det greb mig virkelig. Vi snakker på den måde lidt løst frem og tilbage, udveksler erfaringer, der virker æggende, og så siger jeg: Jeg elsker dig. Det håber jeg du er klar over. Jeg kan ikke holde det ud, hvis du ikke vil have mig. Kunne jeg havde sagt. Jeg sagde: ”Jeg håber ikke, at jeg har ødelagt vores venskab”. Længe var hun tavs. Kærligheden forstår man kun, når man gør den, når man er i den. I stedet kunne man sætte det, der ikke kan ske. Det var først idet vi bollede vi ødelagde venskabet. Relationen var for altid skamferet, men vi gik begge ind for handlingen, og sexen var guddommelig.

Barnet kaldte de Sirius. Han voksede efterhånden op og blev prægtig at se til. Næsten to meter i højden og med en karakter alle satte pris på. Venlig men stolt. Ærlig men intelligent. Modig men følsom. Han har gode gener, sagde man. Det hjem var et godt hjem, tilføjede man. Stor var skuffelsen tilsvarende, da han bekendtgjorde, at han ikke gad overtage gården, at han ikke ville blive på egnen. Han ville til byen og gå ind i politik.

Drivvåde, kolde og foreslået erfarer vi efterhånden, at vi er faret vild. Vi kan ikke længere genkende træerne eller stien, som vi går på. Og skoven er enorm, virker nærmest uendelig. Vi står lidt sammen, får varmen og bliver enige om, at vi bliver nød til at gå i en retning. Det er det, der er det vigtige. At udstikke en kurs, og så følge den. Det er svært, fordi alle træerne ligner hinanden. De er lige gamle, fordi de skal fældes på samme tid. Vi sætter mærker på træerne med lommekniven, så vi kan se, hvis vi kommer tilbage til det samme sted. Det er det samme som døden. Mange af træerne er allerede mærket af de ugudeligt voldsomme tordenbyger.

Skæbnen ville det sådan, at fire af fem af forsikringsselskabets porteføljer led noget nær fallit som konsekvens af den amerikanskasiatiske pengekrise, hvorfor forsikringsselskabets måtte se sig kastet ud i en overlevelseskamp, der bl.a. betød, at der ikke længere blev givet ved dørene, at chefstrategen måtte se sig om efter nyt arbejde, at hele sektoren kom i mistillid. Aktivistiske Forsikringsforbrugere tog konsekvensen og blev selvforsikret. Det gjorde ikke sagen bedre. Slet ikke da bevægelsen dannede mode og blev folkelig. Men, hvad ingen var opmærksom på dengang, var, at et trængt og desperat forsikringsselskab kan finde på hvad som helst. Lidt længere ud i fremtiden vil forsikringsselskabet oprette sin egen hypermoderne hær, og det vil tage kontrol med jorden. Når alt kommer til alt, så betyder jord alt. Den, der ejer jorden, ejer menneskene – og dermed dig.

Jeg håber ikke, at du følger mig. Vi må først og fremmest følge os selv, og så tage vores selv på slæb, hvis jeg må være så fri, så håber jeg, at du kan kaste noget af alt det, som du trækker med dig. af. I det mindste som en gestus overfor mig, som har gjort sig så mange anstrengelser til ære for dig, din lille bambus. Din lille beskidte lus. Du betyder intet for mig, og du er ikke engang intet, duer ikke til noget, er fuldstændig betydningsløs. Vid det, og føl dig alene og udsat. Bid dit men i halsen for din egen skyld. Fald ind i geled og glid med. Alt det.

Historien melder ikke noget om, om han kom langt.

Historien melder intet om tingenes unikke karakter. Deres specifikke materialitet. Det ville være for omstændeligt at berette om. Selv den største harddisk ville komme til kort, og kommer det. Denne kæmpe klode. … Startpistolen er gået for en ny slags tid. Sikke noget vrøvl. Jeg mener en ny tid, hvor spillereglerne er fundamentalt forandret. Vi står selvfølgelig midt i det, men har ingen jordisk chance for at forstå, hvad der er på spil. Vi har sat kræfter i gang, som vi ikke kan kontrollere, for vi kan ikke overskue vores egne systemer. De rækker udover den menneskelige forstands formåen. Sprogets utilstrækkelighed. Splitte mine bramsejl.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *