Jeg rækker mine hånd mod jorden så
min ryg udgør en regnbue og min hånd
samler sig om en bunke hvidt grus og hånden
er knuden for synspunktet og synspunktet
er mit helt eget, men græsset
er grønnere end gruset og gruset fortæller om
tågen der lyser skarpt om en kvinde eller en fugl.

Jeg forsvinder blandt de enkelte dele og delene
kommer til deres fulde ret;
gruset i maskinen er
kroppen i verden er
tågen i kvinden.