Vælg en side

Det er helt klart, at verden som sådan virker mere og mere gennemsigtig for mig. Gennemskuelig er et bedre ord. Eller kedsommelig måske. Folk og deres spil. Historiens skæve gang. Tingene, der gør sig ud for så meget, som de ikke er. Det er bare en lampe. Den lyser. Og alt det der. Eksistensen.

Jeg ved godt, at det gælder om at lade som, at det er vigtigt. At fortælle sin historie. At glæde sig over de træer. At bide sig fast, men jeg ved også, at jeg bare fordriver tiden. For at få den til at glide lettere ned. Men jeg holder mig alligevel et godt humør. Det kan ikke skade, som man kunne sige.

Da jeg var yngre gjorde jeg en dyd ud af at betone, at jeg foretrak stiv kuling frem for sød tåge. Noget med at stå på det åbne dæk med en smøg i kæften og se ud over havet. Nikotin frem for THC. Det er sikkert derfor jeg stadig holder fast i smøgerne. De minder mig om dengang, jeg besluttede at blive digter. Det var noget med, at jeg ikke ville finde mig, at jeg ikke kunne finde mig i det liv, jeg var ved at skabe for mig selv. Jeg gik efter litteraturen, fordi det var et felt, hvor jeg kunne se, at jeg aldrig kunne komme til bunds. At det ville blive svært at blive til noget, at komme frem. Som man kunne sige. Det er det jeg siger. Og så er det det rum, hvor der er mest plads til at lade som om.

Jeg har sådan en mærkelig fornemmelse med mine sætninger. At jeg kan gøre; som det passer mig med dem. Sikkert derfor at jeg ikke interesserer mig synderligt for at forme dem vel. De er sjovere, hvis de virker sjuskede, men stadig står der. Sådan tror jeg også, at jeg har det med mennesker. Men det er ikke sandt. Det er sandt, at jeg holder af det unormale og foragter (og det er på mange måder et ret ubehageligt karaktertræk) almindelige menneskers almindelige problemer. Dem vi alle tumler med. Det der irriterer mig er, at alle altid skal belemre andre (og især mig) med alt det, der er svært, at få retning på tilværelsen. Det er jo det. I min (sorte) bog må man acceptere, at vi allesammen driver for fulde vinde, og så handler det om at holde fast. Så ja. Jeg lyver for mig selv, og jeg er god til det.

Jeg burde virkelig bare begynde at fortælle anekdoter. Så mødte jeg ham der, og så skete der det, og det var meget mærkeligt.