Vælg en side

Litteratur er magt!

Sproget er den boblende sum af de hjerneprocesser, vi bruger til at itænkesætte verden, i en fortsat vekselvirkende kompleks netværksstruktur af begreber og aktører.

Den, der skriver (og med massemedier: taler) sproget, skaber sproget, den, der skaber sproget, bestemmer sprogets betydning – eller rettere: justerer tydningerne. Den, der bestemmer sprogets betydning, bestemmer, hvordan (ikke hvad!) mennesker tænker. Den, der bliver læst og hørt, påvirker – lad os sige – sprogorganismen – det sprogmatriale vi har til fælles.

Et menneske, der blot kommunikerer som socialt værktøj, påvirker (bevidst eller ubevidst) det nære sociale landskab, mens den, der formulerer sig til en bredere (og med skriften: historisk) kreds, påvirker en større del af landskabet.

netværk

Litteratur er magt! – Det er vi næppe uenige i?
Nå-ja, jeg er ikke teoretiker, men pointen altså:
Det er ikke ligegyldigt, hvordan man agerer, når man arbejder i sproget: Det har betydning.

Intentioner
Organisationer – det være sig NGO’er, universiteter, firmaer, partier, nationalstater etc. – handler udfra en intention, for at opnå noget. Ofte er det at vokse sig større – engang i mellem for at opfylde en formålsparagraf. Det er en logik, der er indlejret i organisationens (selvom, det ved guderne: der sjældent bliver handlet rationelt) væsen. De dele, der ikke virker for at fremme organisationen, vil med tiden dø eller blive skiftet ud, eller også vil organisationen blive udkonkurreret, blive spist, gå fallit, udspille sin rolle, kollapse, opløses. Organisationen er i sig selv en bevidstløs enhed, hvorfor det ikke giver mening at tale om, at den handler uegennyttigt eller moralsk: Dette er i modsætning til individnivauet, hvor kærligheden, idealismen, troen, psykologien, det frie valg, legen etc. er motiver, der påvirker handlingerne.

Nåja: Altid vekselvirkning. Når man nødvendigvis bliver en del at systemer (f.eks. i form af organisationer, subkulturer), der er større end en selv, bliver man afhængig af dem og de bliver afhængig af een (det er individer, der handler i organisationer: Det derfor, de aldrig er toptunet), og en masse andre. Afhængighed skaber motiver, afhængigheden trækker handlinger med sig.

Uafhængigheden!
Det seje ved at skrive er, at man kan fungere som uafhængig aktør, man kan skabe og udøve magt alene. Forfatteren har derfor potentiale til at være den (en af dem), der kan trække motiver fra individniveauet op fra det nære sociale landskab og lade dem give modspil til organisationerne (i bred forstand). Hermed ikke være sagt, at forfatteren ikke kan skabe God Kunst midt i sin afhængighed, måske især, men æstetik er en anden snak, og der skal leges! Kampen foregår i tankemønstrenes spind.