Vælg en side

I stedet for at overlade magten til staten, markedet, institutionen, kunsten etc. (kedeligt) foreslår jeg, stilfærdigt, at trække sig sammen i f.eks. dette individ, således at jeg bliver sat fri, eller rettere: den frihed, der allerede fungerer i muligheden, at lade den være generator, at lade den diktere mulighederne, således, i nærværende tilstand og relationerne fyldt med kærlighed at kunne smitte. Jeg vil ikke påstå at kunne kende forskel at dåmme menneskene totalt ude. Men det glider godt og grundig lorteagtigt. Det letteste er at fastsætte et selv, så man kan fungere og så andre kan forstå funktionen. Det kropslige (dvs. det menneskelige) nærvær er sjældent tilstede i bøgerne for slet ikke at tale om refleksionen: REFLEKSIONEN. Det er nederen, og så gider man ikke. Det smukke er det totalitære. Gode humanister har længe sagt det – diktatoræstetikken. Bogens funktion er først og fremmest at markere skel. Trist nok identitetsfabrik. På samme måde er litteraturhistorieskrivningen allerede stagneret, fastlæggelse. … Jeg har lagt mærke til, at syntaksen i den såkaldte chicklit har kastet subjektet væk, eller, hvis der er et subjekt i sætningen, 3. person. Det burde man skrive afhandling om. Chicklitsyntaks. Jeg undrer mig over, at det er så dejligt alt sammen og så mærkeligt. Smukke mennesker.