Vælg en side

Niels Jespersen, Nikolai Lang og Casper Gronemann angriber i et interessevækkende indlæg i Politiken i dag venstrefløjen for at have meldt sig ud af den sande venstrefløjskamp.

Den store synder for kronikørerne er apolitisk individualistisk godgørenhed, der ikke besinder sig på magtens kamp, men bilder sig ind at ordentlige former kan udviske samfundets grundlæggende interessemodsætninger, at hvis man bare sikrer alle udsatte rettigheder, så har man vundet kampen.

Modstanderne er altså sædvanligvis identitetspolitik og humanistisk ordentlighed. Vi er altså på den virkelige verdensfløj, der ikke læser Politiken eller Friktion, den del af venstrefløjen, der gør hvad jeg vil kalde ’det progressive’, til fjende.

Men venstrefløjen, hvis den virkelig skal virke igen, må holde op med at puste små specialiserede fænomener op og gøre dem til ‘venstrefløjen’, fokusere mindre på hvad tidsskrifter, kunstgrupper, velgørenhedsforeninger og enkeltpersoner gør, løfte blikket og i stedet interessere sig noget mere for hvad de brede venstrefløjspartier gør.

For de gør ikke meget for at overskride det postpolitiske forhandlingshelvede, der har reduceret praktisk politik til uigennemskueligt bureaukrati, der fremmedgør enhver uden adgang, og hvor den politiske kamp er transformeret til kampagnernes kamp, finansieret af staten og de særlige interesser, der tjener bedst af den nuværende samfundsindretning, og som er kontrolleret af en snæver kreds af mægtige, de magtloyale fætre. Lissom hos Venstre.

Hvad er problemet med denne kampagnepolitik? Det er, at den er salg, og at den dermed ikke er forpligtet på hverken ideologi, befolkningens interesser eller etik. Således kan man stille sig tilfreds med, at lade det syne af det ene eller det andet.

Det bliver i bedste fald en bureaukratisk politik, værre bliver den tilfældig politik, fordi den er uden fundament, men mest slemt risikerer det at blive en reaktionær politik, fordi den ikke tillades at bryde med folks kendte eller umiddelbare interesse – og fordi den har tømt sit ideologiske udgangspunkt for betydning.

Det er Især Socialdemokratiet og SF (som jeg er medlem af), der burde danne venstrefløj, men som har svigtet på denne måde. De to magtpartier er mere optaget af at danne den effektive organisation og kommunikation, dvs. strømline partiets virkemåde fra top til bund, indefra og ud, oppefra og ned, end de er i at blive sat udefra – af interesser, idéer og den konkrete virkelighedserfaring, der ikke bare er ’folkets’, men også den videns- og virkelighedserfaring, der ikke bekræfter det forestillede almene, men som er specifik ikke-almen.

Kampagnepolitikken går især ud på at lukke ned for støj fra de ikke-partiprofessionelle, de ikke-partiloyale og de anderledes tænkende. Man kan i en snæver kreds sikre kontrol over partiet, så man også kan lave den simple kommunikation, der er mest effektivt, nemlig at sige det folk gerne vil høre, nemlig det så mange som muligt allerede tænker. Det var vist det de i gamle dage kaldte den laveste fællesnævner.

Det er sikkert effektivt til at gribe magten på kort sigt – men ekstremt elendigt til at danne fremtidens samfund positivt.

Magtpartierne risikerer – og det er allerede i et vist omfang sket – at stagnere til forsvarere af det eksisterende, og de risikerer måske mere alvorligt at miste integritet – dvs. både i den forstand, at partiernes repræsentanter ikke føler sig bundet til partiernes indhold og dermed altid kan sige det belejlige, men også mere alvorligt, at partiernes politik eller vision ikke rodfæster sig ordentligt i partierne som ideologisk identitet – uden politisk ideologi mister partierne den forandringskraft, der sætter samfundet, fordi ideologien integreres bredt og dybt (blandt partiets medlemmer i første omgang) – og bryder med de skjulte værdisystemer, som kan være mere eller mindre hensigtsmæssige, og som altid er i et samfund.

Denne, man kunne kalde den, den dybe politiske identitet, er også den, der sikrer samfundet i bred forstand modstandskraft mod demagoger, fordi den ikke sådan lige er til at blæse væk.

Men kronikørerne går også fejl af en anden grund, når de gør det progressive til fjende.

Vi, venstrefløjen, har brug for specialiserede, normbrydende og intellektuelle felter, hvor de nye idéer skabes, som over tid, måske, vil sive ud i først venstrefløjen og siden samfundet. Det kan godt være, at det ikke er klassisk interessepolitik, men derfor er det vigtig politik alligevel, fordi det er erkendelsesarbejde – i hvert fald for den del af venstrefløjen, der også besinder sig på det progressives historie.

Hvis man har indset, at interessekampen uden kultivering vil ende i barbari, som det altid er sket, så forstår man også hvorfor det ikke er godt nok bare at give folket hvad de vil ha’.