Vælg en side

I kulturens årlige dronningetale udtrykker Gyldendals direktør Johannes Riis i år rutinemæssig bekymring for sædernes forfald: De sociale medier, det postfaktuelle, folkebibliotekernes undergang, ungdommens historieløshed, elektroniske dimser og smarte pletter i det hele taget, ja hele perlerækken af den dybe dannelses automatiserede sandheder mixes i en forfaldsfortælling, der dygtigt undgår at forstå de fænomener, der kritiseres.

Grundlæggende er anklagen om provinsialisme i tid udtryk for en provinsialisme i ånd. Det provinsielle (hvilket arrogant begreb, det er ikke mit!) er ikke at gå ind i sin tid, det provinsielle er mangel på den selvtillid, der skal til for at møde fænomener, man ikke på forhånd er tryg ved, det nye.

At folkebibliotekerne gentænker sig selv er ikke udtryk for dyb forfladigelse, det er udtryk for at folkebibliotekets primære funktion er blevet overflødiggjort, fordi bogen ikke længere er primær bærer af viden. Således bliver et forsvar for bogsamlingerne et forsvar for bøger, der samler støv, hvilket næppe er vejen til at sikre bibliotekernes overlevelse og den brede befolknings adgang til litteratur.

At kritisere en overleveret racistisk historieskrivning er ikke at indrette fortiden til en ny tids normer, det er at genbesøge fortiden med en ny tids blik. En proces, der ikke kan reduceres til at spørgsmål om hverken sprogbrug eller ytringsfrihed.

At være på de sociale medier, måske ligefrem at lade sig gennemstrømme af strømmen er at lade sig konfrontere med verden, de andre, det, der ikke er en selv, så er risikoen for ophævelse af selvet tilstede: Der er næppe noget nyt i, at den moderne og den postmoderne og den senmoderne tilstand er præget af mangel på fast fortøjning af identitet og mening, men man kan ikke beslutte sig for den stabile mening, når den ikke længere er stabil. Der er ingen vej ud, det at være dansk er ikke det at være dansk.

Den usikkerhed i mening og destabilisering af center, som Riis taler sig rundt om, og som er resultat af informationsteknologiens eksplosive ekspansion, der begynder med bogen og med bogens mangfoldiggørelse af perspektivet, kan ikke løses ved en nostalgisk dyrkelse af ting på papir eller nationalitet, den påtagede ro er de lukkede øjnes tryghed, der måske nok kan være løsning, når man har været i verden længe, men som er helt utilstrækkelig, når man skal indtage sin tid.