&

Når jeg, du gud, er ude å flyve
og skærer gennem himmelryggen,
så kommer jeg til at tænke på,
at himlen er i mig selv
hvor aorta pumper
endnu en storm op, det svimler
og buldrer både dag og nat,
jeg prøver at holde facaden,
så ingen ser,
hvordan det brager i mit hoved
hvordan det knirker, når jeg varm
bitter og vred brænder,
hvordan skamstormen trænger
ud i venernes hemmelige huler,
hvor frygten vælter ind,
hvor blodet farer rundt,
hvor pulsen banker tungt,
så huden næsten smelter!
Nu ser jeg, at saltvand
flyder fra mit øje,
vis mig hvor det kommer fra,
det der har sit udspring i mig,
selvom det er salt og surt og øde,
det er ingen god drik!
Jeg sukker: Du Jesus! Sørg
for, at terroristen ikke hindrer mig
med vold og ondskab, i at blomstre:
Hvis jeg alligevel skal dø i denne sky,
så, kære Jesus, lad mig kvæles
i mine egne safter.

SKAMMEN,