69 (Köpi bleibt!)

Jeg drømte at Ritt Bjerregaard blev sat til at løse Israel-Palæstina-konflikten. Det foregik med jernvilje og urokkelige principper, der blev ved med at træde i kraft, hvergang blodet flød i gaderne. Hun gav folket, hvad folk ville ha: En evig krig for orden i gaderne. Hun sagde bl.a., at man ikke kunne forhandle med folk, der brugte vold, og så brugte hun vold for at få dem til at holde op og for at slippe for at forhandle. Det gjorde de ikke. Blandt de senere forvandlingere trådte jeg selv frem, men jeg opløste staten i stedet for at opgive kampen. Det var det, jeg skulle have gjort. Jeg har altid holdt med samarbejdsregeringen, der viste at slaget var tabt. At man måtte søge ly til stormen var ovre. At det ikke gav mening at kæmpe, at man måtte finde en anden vej. Den drev jeg så alligevel ned af efter, at jeg havde opløst staten. Der var hverken fred eller frihed, men det har der aldrig været. Alle vejene har altid snoet sig igennem en skov med træer af magt og tilfældigheder. Og det er aldrig så enkelt som det ser ud. Og man skal ikke skue hunden på hårene. Men man kan altid forsøge.